Derfor har regeringen nedsat et nyt Produktionspanel version 4,0, som skal være med til at sikre digital og teknologisk omstilling særligt i de små og mellemstore produktionsvirksomheder.
Panelet skal nedsætte en række forslag til tiltag, som kan gøre det lettere for danske produktionsvirksomheder at følge med den teknologiske og digitale udvikling, den såkaldte ‘fjerde industrielle revolution’. Den indebærer øget brug af data, robotter og avanceret produktionsudstyr.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen forklarer:
“Industrialisering 4.0 skal styrke avanceret og videntung produktion i Danmark. Vi har et godt digitalt udgangspunkt, men udviklingen accelererer lige nu kraftigt, og det er afgørende for dansk erhvervslivs vækst og konkurrenceevne, at vi udnytter mulighederne i industrialisering 4.0. Særligt blandt de små og mellemstore virksomheder er der plads til at rykke hurtigere på den digitale udvikling.”
Læs mere: Ny redegørelse: Danske virksomheder udnytter ikke digitale vækstområder
Produktionspanelet 4,0 er næste version af det tidligere Produktionspanels, som havde til formål at fastholde og udvikle produktion i Danmark. Det nye panel skal undersøge barrierer for investeringer, kompetencer og det offentliges rolle i at understøtte virksomhedernes digitale udvikling.
Panelets formand bliver CEO for Danfoss, Niels B. Christiansen:
“Der er ingen tvivl om, at Danmark på mange måder egner sig til den type virksomheder og arbejdspladser, som digitaliseringen skaber. Danmark har et godt udgangspunkt med højkompetente arbejdspladser, høj værdiskabelse og højtuddannede medarbejdere. Udfordringen er dog, at teknologien tager kvantespring i disse år, og vi skal derfor have fokus på hurtig handling og tekniske kompetencer. Formår vi det, er der enorme vækstmulighed for virksomheder – og for Danmark.”
Panelet skal fremlægge deres anbefalinger til regeringen i april 2017.