Nordisk Film bugner af gamle filmruller; film man knap kan se længere, hvis man ikke har adgang til det rette udstyr. Men også film, der langsomt, men sikkert, ligger og forgår. Hvis ikke filmskatten skal blive offer for Tante Tid, så må den digitaliseres. Det har et dansk startup sat sig for.
Vintage Cloud er et dansk startup fra 2011. Stifteren Peter Englesson har en lang karriere inden for filmverdenen bag sig, senest har han arbejdet som projektleder hos Nordisk Film, hvor de arbejdede på at finde en løsning til bevarelse af de gamle analoge filmarkiver.
“Der er jo ikke noget, der bliver optaget på film længere, alt er digitalt nu, så hvad skulle man stille op med alle de gamle film,” spørger han.
Derfor fik han ideen til at starte Vintage Cloud og simpelthen udvikle en maskine, en art samlet, digitalt arbejdsbord, der nemt, hurtigt og ikke mindst kvalitetsmæssigt forsvarligt, kan digitalisere de gamle ruller af filmskatte.
“Det er et problem, når de gamle film-arkiver er i fare for at forsvinde. Derfor er det vigtgt, at det digitaliseres, inden det forfalder. Det er jo vores kulturelle arv,” siger Peter Englesson, og fortsætter: “Det har en stor værdi, både økonomisk og socialt, at vi kender vores historie .”
Derfor er visionen også, at alle arkiver bør digitaliseres, påpeger han, så alt filmmateriale kan være tilgængeligt i et onlinebibliotek efter digitalisering. Ikke så meget som en strimmel går tabt.
Ønskeseddel blev til prototype
For at udvikle deres maskine til digitalisering, der også lever op til deres krav til kvalitet, havde de brug for en ultrapræcis lyskilde, fortæller Peter Englesson, og det var her DTU Fotonik kom ind i billedet. Lyskilden fik de hurtigt styr på, og snart var der en køreklar prototype. Som Peter Englesson påpeger, så kom de dybest set med en ønskeseddel, og så fik de en prototype tilbage.
Peter Englesson fortæller, at han har kørt flere forskellige projekter i samarbejde med DTU, og han beskriver samarbejdet som en succeshistorie.
“Det har været et fantastisk samarbejde, vi har haft stor glæde af det her i virksomheden. Vi er også rigtig glade for samarbejdet med forskningsmiljøet – der er jo en masse viden derude,” lyder det fra filmmanden.
Se videoen neden for af en demonstration af Vintage Clouds evner.