Det aarhusianske startup, Emvevi, modtager 330.000 kroner fra Innovationsfonden. Pengene skal bruges til at udvikle Game Scorekeeper, der er en esport-app målrettet det voksende marked af gamers verden over.
Esport er fællesbetegnelsen for organiserede konkurrencer i computerspil. Esport har sammen med gamer-generationen set massiv vækst både herhjemme og i resten af verden. Den store tilstrømning af ”gamere” har tiltrukket store kommercielle forretninger, og den finansielle fortjeneste ved at være professionel i en af de store spiltitler er massiv. I spillet Dota2 er der eksempelvis flere gange om året turneringer med over én million dollars i præmiepulje, og den største turnering til dato, The International 2015, uddelte over 18 millioner dollars mellem de 16 kvalificerede hold.
Bevilling fra Innovationsfonden
Gaming-industrien er derfor meget interessant, da den både er ung og i vækst. Her forsøger Aarhus-startuppet Emvevi at arbejde sig ind med sin app, Game Scorekeeper. Den danske virksomhed er netop blevet tildelt 330.000 kroner af Innovationsfonden til udvikling af projektet.
Pengene har fået ben at gå på, da virksomheden allerede har ansat to nye medarbejdere. Med pengene kan Emvevi sætte tempoet op og komme hurtigere på markedet med den første version. Virksomhedens målsætning lyder på 25 millioner brugere i 2017.
Esport tracker-system
Emvevis Game Scorekeeper er en ny måde at tracke esport på. Computerspillere verden over vil med appen kunne følge både deres egne og vennernes resultater og præstationer, mens de spiller. Spillere vil også kunne dele og diskutere oplevelser i spillene, udfordre hinanden og få hjælp til at forbedre deres spilleevner.
”Der findes ikke andre løsninger som vores lige nu, og vi har derfor en unik mulighed for at revolutionere esport-verdenen med Game Scorekeeper,” siger Felix Klastrup, stifter af Emvevi.
Analysevirksomheden Newzoo fokuserer på computerspil. Her vurderes det, at 250 millioner mennesker ser esport, og at tallet vil stige kraftigt de kommende år.
Now all apps can be played on PC using Nox.