Arkiver

BusinessHardwareLogistikNyhederUngt Tech

Startup presser nøglekonkurrenter på prisen

Nøgleoverlevering

Startuppet KeyKeeper gik i luften 1. august. De vil hjælpe med nøgleafhentning- og deling, og er nyeste skud på stammen af iværksættere, der er blevet inspireret af deleøkonomien og mulighederne virksomheder som AirBnb åbner op for.

Med nøgleudveksling når bilen er på værksted, sommerhuse eller udlejning gennem AirBnb har et marked åbnet sig for nøgledeling. For man kan ikke altid stå der fysisk med nøglerne, når en ny lejer flytter ind eller nå at hente bilnøglerne igen inden for åbningstid. Det er et trendy marked, og markedet har nu fået en ny virksomhed at konkurrere med.

Det danske startup KeyKeeper blev grundlagt i år, gik i luften 1. august, og er dermed den nyeste af mulighederne i branchen, der også tæller mere kendte virksomheder som Keybutler og Inexso. Men KeyKeeper vil slå de andre på fleksibilitet og pris.

”Vores kunder booker selv en nøgleoverlevering til deres gæster via hjemmesiden, som gæster selv henter i nærmeste butik. Fordelen er fleksibiliteten ved forsinkelser og vores abonnementspriser, som er væsentlige billigere,” siger stifter Christian Søborg Dehn.

Fokuserer udelukkende på overleveringen

Hos KeyKeeper koster et abonnement 49 kroner pr. måned, og butikken modtager et indleveringsgebyr på 12,5 kroner ved hver nøgleindlevering. KeyKeeper koncentrerer sig udelukkende om nøgleoverleveringen og ikke administration af udlejningslejligheder eller rengøring. Det gør dem billigere end Keybutler, men det er da også Inexso, som KeyKeeper ser som deres tætteste konkurrent.

Læs også: Inexso: Fra idé til millioninvestering

”Når de går i luften, kommer vi til at levere meget samme service, men vi er allerede godt i gang og har haft de første smertefrie overleveringer og har aftaler med butikkerne,” siger Christian Søborg Dehn.

Nøgleskabene er allerede fordelt i København

Trods konkurrencen har KeyKeeper valgt at satse på nøgleoverlevering på grund af AirBnbs popularitet. Christian Søborg Dehn tror på idéen trods presset fra Inexsco, som er i gang med deres pilotprojekt. En ny lovgivning kom nemlig til den 1. januar 2016, der strammede op på reglerne, når en tredjeperson skal ind over en nøgleudveksling. Det var her Inexso kunne se et hul i markedet og adskille sig fra KeyButler og Swipp-bokse. Også KeyKeeper har måtte forholde sig til den nye lovgivning:

”For at sikre vores brugere i tilfælde af den værste situation, nemlig at nøglerne på mystisk vis er forsvundet eller butikken har været udsat for røveri og nøglerne er stjålet, har vi ikke adgang til personfølsomme oplysninger omkring nøglens ejer,” forklarer Christian Søborg Dehn.

Nøglerne er gennem KeyKeeper helt anonyme i butikkens varetægt og kan kun identificeres via en unik kode. Skulle nøglerne dog bortkomme er butikken erstatningsansvarlig med 750 kroner pr. nøgle, og KeyKeeper har allieret sig med en låsesmed.

KeyKeeper har nøgleskabe hængende i 24 butikker fordelt mellem Vesterbro, Valby, Frederiksberg, Østerbro, City og Amager.

1 kommentar

Skriv et svar