Arkiver

BlogDebatNyhederVenturekapital

Blog: Kære iværksætter! 2025-plan – hvad betyder det for dig?

BLOG: Regeringen ønsker at forbedre rammerne for iværksætteri og vækst i nye og mindre virksomheder. Sådan lyder det i ‘Helhedsplan for et stærkere Danmark’, som i daglig tale blot hedder ‘2025-planen’. Jeppe Rindom tager forslagene under lup.

Skrevet af: Jeppe Rindom

Men hvad betyder det egentlig for dig som iværksætter? Det har CEO og medstifter af PleoJeppe Rindom, skrevet en blogpost om, som vi har fået lov til at dele med jer:

Du får her en sammenfatning af de temaer og de udspil, som er mest relevante for os iværksættere, og jeg giver min uforbeholdne mening om forslagene på en skala fra -3: ‘why bother!’ til 12: ‘way to go!’

Et bedre investeringsklima for danske iværksættere.

Jeg har over de seneste seks år oplevet en markant voksende interesse for investering i danske iværksættere – og faktisk over hele linjen fra familiefonde, venture fonde, private velhavere (angels), og sågar pensionskasserne har meldt sig på banen i form af direkte investeringer i dog noget mere modne vækstvirksomheder.

Om det skyldes, at startups og mindre vækstvirksomheder giver dokumenterede højere afkast, eller et historisk lavt renteniveau, der gør investorerne desperate efter alternative aktivklasser, er svært at vurdere.

Derudover har en række danske startups fået god success på den internationale scene, såsom Zendesk, Unity, Trustpilot og Tradeshift med en medfølgende markant dansk pressedækning. Og vi ved jo, at når Riis vinder touren, så begynder dansken at køre på cykel. Hånden på hjertet, der er nok gået lidt mode i at investere i danske startups.

For én ting er sikkert, der investeres ikke i startups og unoterede virksomheder af skattemæssige årsager! Og der findes i den grad stadig stadier i en ny virksomhedsudvikling, hvor kapitalrejsning er særdeles udfordrende. Men lad os se på de nye forslag.

Private investorer tilbydes fradrag for indskud i småvirksomheder på op til kr. 650,000 årligt.

England og Sverige har haft stor success med lignende ordninger, og England har antageligt (før Brexit) det mest velfungerende kapitalrejsningsmiljø for iværksættere i Europa.

Et rigtigt stærkt initiativ fra regeringens side. Ikke kun fordi det må formodes at forbedre investeringsappetitten på iværksættere, men også fordi det unægteligt vil aktivere en bredere skare af investorer. Ordningen er i princippet for alle danskere med en god, fast indkomst, lidt risikovillighed og appetit på investering i lovende iværksættere.

Vi har brug for ambassadører

Vi har brug for, at gode startup-historier spredes blandt befolkningen. Vi har brug for en række ambassadører, der fortæller iværksættereventyr i kantinen over frokosten. Det er her drømmene starter og nye iværksættersjæle kan spire.

Alt har dog en bagside. Der gives kun fradrag for 50 procent af investeringen – og kun et ligningsmæssigt fradrag, hvilket vil sige en effektiv skattebesparelse på knap 13 procent af det investerede beløb.

Da forslaget i min optik både kan forbedre business angel-klimaet samt sprede iværksætterkulturen, giver jeg en karakter på 10 og en high five.

Investér i iværksættere fra din pensionsordning.

Der kan allerede i dag – inden for relativt restriktive rammer – investeres i unoterede virksomheder, herunder iværksættervirksomheder, fra din pensionsordning. Indskud på en pensionsordning er op til en vis grænse som bekendt fradragsberettiget.

Forslaget går på at lempe grænseværdierne, så der kan investeres op til 25 procent af din pensionsordning, når den når 200.000 kroner og op til den ligger på to millioner kroner, og dor den del af pensionsopsparingen, der ligger over to millioner kroner, kan der investeres en ubegrænset andel.

I forhold til den nuværende ordning er forslaget en væsentlig forbedring, men jeg finder det stadig ubegribeligt, at en borger der valgfrit har lavet en pensionsordning ikke har helt frie placeringsmuligheder.

Jeg giver et 4 tal og trækker en anelse på smilebåndet.

Tre års skattelempelse for nye iværksættere.

Jeg studsede lidt, da jeg så overskriften: “Blir min relativt ydmyge iværksætterløn virkelig skattefri de første tre år?”

.. desværre ikke.

Regeringen forsøger at indføre en ordning, hvor de såkaldte 1-krone iværksættervirksomheder opnår skattefrihed de første tre år for overskud op til syv millioner kroner. Altså en besparet selskabsskat på op til 1,5 millioner kroner. Hvad er det lige dette forslag skal gøre godt for, og hvem skal det støtte?

Direkte refereret fra rapportere står der: “Ordningen vil primært være relevant for iværksætterselskaber, der genererer overskud og ikke har store initiale udviklingsomkostninger eller store initiale investeringer i kapitalapparat. Det gælder bl.a. mange nye IT iværksættere”

Skattefriheden rammer ikke der, hvor behovet er størst

Kære Løkke & Co. Papegøjen er drattet af pinden! IT-iværksættere har store initiale udviklingsomkostninger og ambitiøse og skalérbare IT-projekter genererer meget sjældent overskud de første år.

Men tillykke til alle Danmarks selvstændige konsulenter og freelancere (og i øvrigt respekt til jer). I kan se frem til en marginalskat på 42 procent på de førsttjente syv millioner kroner. Det er ikke her, behovet er størst. Lad os nu støtte de ambitiøse og skalérbare virksomheder, der satser alt på at skabe en international success.

Det blir’ desværre en 0’er herfra.

Iværksættervirksomheder skal have fradrag for finansiering gennem egenkapital.

Som iværksættervirksomhed har man i dag ikke skattefradrag for egenkapitalfinansiering. Det har man ved fremmedkapitalfinansiering, i det renteomkostningerne kan skattemæssigt fradrages.

Tværtimod har man i Danmark den kendte ‘iværksætterskat’, hvor både selskabet beskattes af overskuddet, og investorer med mindre end 10 procent ejerskab beskattes ved udbyttebetalinger. Altså en dobbeltbeskatning på udbyttebetalinger til egenkapital investorer. Ærgerligt for os iværksættere, da fremmekapital sjældent er en mulighed.

Det prøver regeringen at råde bod på ved indførslen af et ‘Fradrag for egenkapital’.

De, der lukker og slukker, får ingen glæde af fradraget

Såfremt en virksomhed rejser ny kapital, skal den have fradrag for normalforrentningen – dog højst 3 procent p.a. Det vil ifølge regeringen øge iværksætteraktiviteten, idet dobbeltbeskatningen,‘iværksætterskatten’, principielt afskaffes.

Det er teoretisk korrekt… men 3 procent i normalafkast? Nu stopper det!

Ingen, absolut ingen investor laver en investering i en iværksættervirksomhed med et afkastkrav på 3 procent. Husk på, at kun de succesfulde virksomheder får glæde af ordningen. De, der lukker og slukker, får ingen glæde. Normalafkastet på en succesfuld iværksætterinvestering ligger nok nærmere 30 procent end 3 procent, og set i dette lys er forslaget håbløst.

Igen karakteren 0.

Lavere skat på aktie- og kapitalindkomst

Sidste punkt, jeg vil omtale, er forslaget om nedsættelse af skatten på aktieindkomst og positiv nettokapitalindkomst. Et område der kan have stor betydning for udbuddet af risikovillig egenkapital fra investorer, det finansielle incitament for de stiftende og medejende iværksættere, og det finansielle incitament for medarbejderen, der tilbydes aflønning i form af optioner, warrants eller medarbejderaktier.

Oplægget går ud på at reducere skattebyrden således, at skattesatsen på aktieindkomst nedsættes fra 27 til 25 procent op til 51.700 kroner, at skattesatsen på aktieindkomst nedsættes fra 42 til 35 procent, det vil sige fra 51.700 kroner til -150.000 kroner, og at skattesatsen på aktieindkomst udover 150.000 kroner bevares på 42 procent.

En forbedring af vilkårene for aktieaflønning

Tidligere i år genindførte regeringen en mere lempelig beskatning af aktieaflønning til medarbejdere (LL §7P), således af marginalskatten på denne aflønningsform kan reduceres fra tidligere op til 56 procent til nu mellem 27 og 42 procent.

Med dette forslag vil skattebyrden blive yderlige reduceret for aktieindkomst under 150.000 kroner, hvor det kan betyde et ekstra efter skat provenue på op til 43 procent, hvilket må siges at være en forbedring af vilkårene for aktieaflønning. En positiv udvikling for aktionærer med at løbende afkast. Dog gør det ikke stor forskel for iværksættere, idet ejere og aktieaflønnede medarbejdere ofte oplever en ‘engangs aktieindkomst’, fx hvis virksomheden sælges. Her vurderes de ændrede grænseværdier at være ubetydelige.

Selv efter forslaget ligger Danmark blandt de absolut højst kapitalafkast-beskattede lande i Europa. Jeg giver derfor karakteren 2.

En plan med plads til forbedringer

Kære Løkke & Co. set fra en iværksætters perspektiv er der visse gode elementer i 2025-planen – omend der i den grad er plads til forbedringer! Derudover savner jeg en simplificering af regelsættet, så alle vi iværksættere, på tværs af faggrupper, ved, hvad vi har med at gøre.

Denne blogpost er skrevet af Jeppe Rindom, serieentreprenør, Fintech ekspert og CEO & Co-founder af Pleo – en genopfindelse af firmakreditkortet. Pleo er et nyt firmakort for den moderne virksomhed, der ønsker automatiserede processer og smilende medarbejdere. 

1 kommentar

Skriv et svar