En gruppe på ti eliteiværksættere har sammen dannet Nordic Makers. De vil styrke det danske iværksættermiljø og give finansiel såvel som ledelsesmæssig støtte til ny startups, så de kan blive i Danmark i længere tid i stedet for at søge mod udlandet.
Skal man for alvor vokse, så skal man ud over landets grænser. Eller sådan er tankegangen oftest i Danmark, hvor der ikke er skabt en ny virksomhed med mere end 1000 ansatte siden 1996, og hvor vækstvirksomheder søger ud af landet for at tiltrække kapital.
Men en gruppe på ti superiværksættere vil nu styrke det danske iværksættermiljø og er gået sammen i Nordic Makers, som vil yde finansiel og ledelsesmæssig støtte til danske og nordiske startups, skriver Berlingske.
Økosystemet er svagt på kapital og lederkompetencer i Danmark
Tilsammen har de ti iværksættere skabt virksomheder, der er mere end ti milliarder dollars værd, og flere af dem har sågar over 1000 ansatte. Men alt for ofte søger succeserne ud af Danmark, fordi økosystemet her er for svagt både finansielt og ledelsesmæssigt, siger Nordic Makers til Berlingske.
Alle har de erfaringer med at starte fra bunden og arbejde sig op. De ved, hvordan startupverdenen er skruet sammen. For et år siden mødes gruppen over en middag for at diskutere tingenes tilstand og muligheden for at skabe et netværk, der kan hjælpe nordiske startups med at rejse kapital og få de rette kompetencer ind i virksomhederne, fortæller Klaus Nyengaard til Berlingske.
Det blev til Nordic Makers. De kan sammen rejse kapital og sammensætte et team af investorer, der matcher startuppet. Men ikke hele gruppen behøver gå med på en idé eller investering. Det er fleksibelt på den måde, at der for hver investering oprettes et investorselskab med dem, der vil være med.
Stærke kræfter fra Norden
Nordic Makers består af danske og svenske iværksættere. Det er Klaus Nyengaard, formand for Treatwell og tidligere CEO i Just-Eat, David Helgason fra Unity Technologies, der for nylig fik over én milliard kroner i investering, advokat og professionel investor Martin von Haller Grønbæk, svenske Erik Byrenius, som solgte onlinepizza.se for over 250 millioner svenske kroner, serieiværksætteren og skabere af Libratone, Tommy Andersen, Lars Fløe Nielsen, medstifter af Sitecore, Thorvald Stigsen, medstifter af Momondo, Podio- og TwentyThree medstifter Thomas Madsen-Mygdal, direktør i Zendesk, Alex Aghassipour, og svenske Hampus Jakobsson, medstifter af The Astonishing Tribe.
Elitefællesskabet har allerede investeret i App-action, Peergrade, Corti og Minut. Med deres kræfter håber Nordic Makers at sikre, at flere startups bliver i Danmark, i hvert fald i længere tid, fortæller Klaus Nyegaard til Berlingske. Sådan mener de nemlig, at iværksættermiljøet i Danmark kan blive styrket og med kapitalen få nogle kompetente kræfter ind i bestyrelserne, som kan sætte sig ind i et startups udfordringer og faser.