En delegation af studenterstartups og erhvervsfolk fra Danmark har denne uge været på besøg i Sydkorea som led i Student Entrepreneurship Seminar. Der var fokus på den sydkoreanske startupscene, hvor regeringen vil forbedre vilkårene for netop studerende iværksættere.
I Sydkorea er innovation i høj grad på dagsordenen. Her er nogle verdens mest innovative virksomheder, og det er netop dem, en række danske studenterstartups rejste ned for at møde.
Læs også: Student-startups rejser mod Seoul på innovationsrejse
Den 23. oktober landede en række danske studenter-startups og erhvervsfolk i Sydkorea. Den første dag af Student Entrepreneurship Seminar på Yonsei University stod på møde med YES Foundation og de koreanske startups, som de danske studerende skulle samarbejde med over ugen.
Sydkoreansk samarbejde skal skabe fremtidige forretninger
De danske studerende, der deltog i Student Entrepreneurship Seminar, har på deres ugelange rejse, sparret med koreanske studerende, mødt koreanske stakeholders, forretningsfolk og professorer. De danske og koreanske startups har hjulpet hinanden med at udvikle idéer og tilpasse koncepter til henholdsvis det asiatiske og det europæiske marked, udvekslet kulturel indsigt, skabt mulige fremtidige forretningsforbindelser – og ikke mindst fået personlige kontakter og netværk.
Læs også: Se vinderne af University Startup World Cup
Blandt andet har de kunne hilse på statsminister Lars Løkke Rasmussen, som gæstede Student Entrepreneurship Seminar i forbindelse med overrækkelsen af sin æresdoktorgrad på Yonsei Universitet. Her pitchede det danske startup Bundle og sydkoreanske Nara Space Technology deres idéer, og statsministeren holdt et oplæg for de studerende. Efterfølgende talte han med dem om deres startups.
Studenterstartups får fri fra undervisningen
I Sydkorea har regeringen en lidt anden tilgang til startups end i Danmark. Eksempelvis er det blevet besluttet, at studerende kan sætte deres studier på pause i op til to år, hvis de er i gang med at starte deres egen virksomhed op. På universiteterne er der oprettet kurser med fokus på innovation, entreprenørskab og udvikling af nye teknologier, og fra politisk side undersøger man, hvordan man kan tiltrække udenlandske startups til Sydkorea.
En af mulighederne er det delvist regeringsfinansierede projekt, Rehoboth, som skal skabe et kontorfællesskab og community for udenlandske early stage-startups. Her kan de få hjælp til at stable et netværk på benene, finde engelsktalende kontakter og få mulighed for at deltage i sponsorerede ture til udlandet.
Iværksætteri er en mærkesag
I Sydkorea har præsidenten stor indflydelse på landets politik og har ofte en mærkesag, som de fokuserer på gennem deres præsidentperiode. Park Geun-hye er navnet på den nuværende præsident, og hun har ’creative economy’ øverst på sin dagsorden.
”Vores præsident er meget optaget af ‘creative economy’ – altså at vi skal være med til at skabe eller kreere økonomien. Derfor er der stor opmærksomhed på startup virksomheder fra regeringen, store sydkoreanske virksomheder som Samsung og Hyundai og ikke mindst fra studerende og unge mennesker, der er interesseret i at starte deres egen virksomhed,” siger direktør for Yonsei Enterprise Foundation, Hong-Gyoo Sohn.
Rejsen til Sydkorea er arrangeret af Københavns Universitet, UCPH Innovation Hub, CBS, Yonsei Universitet, den danske ambassade i Sydkorea og YES Foundation, som er et kombineret kontorfællesskab og inkubator på Yonsei Universitet.
Du kan se flere fotos og opdateringer fra turen på UCPH Innovations Hubs Facebook-side.