Danish Tech Challenge er i gang for tredje år i træk. Selvom det er et hård program, de 20 startup-virksomheder bliver præsenteret for, så er de mange timers arbejde og opgaver det hele værd, mener deltagerne.
“Man skal være sej for at kunne holde tungen lige i munden i Danish Tech Challenge. Det er hårdt, og der bliver krævet meget af dig ved siden af din fuldtidsvirksomhed. At være med kræver, at man har mere end 24 timer på et døgn,” siger Rasmina Rasmussen fra Sarita, der udvikler og markedsfører intelligente sensorløsninger til ældre, der automatisk slår alarm, hvis den ældre eksempelvis falder.
Sammen med 19 andre virksomheder er Sarita med i Danish Tech Challenge, der, for tredje år i træk, afholdes af Industriens Fond og Scion DTU. Deltagerne i Danish Tech Challenge deltager blandt andet i et fire måneders program, der har til formål at hjælpe med de konkrete udfordringer, som hardware-iværksættere står overfor. Det er ikke kun Rasmina Rasmussen, der mener, det er hårdt. Det mener de andre også. Men hvorfor gider man så overhovedet at være med i år?
“Du rykker dig meget længere, end du ville have gjort på egen hånd, og derfor opnår du resultater. Det her program gør, at man går fra 0 til 10 på én dag. Så er man også smadret om aftenen, men så sover man godt om natten,” siger Rasmina Rasmussen.
Hardware-udvikler ude af sin komfort zone
Ion Marqvardsen er enig. Han kommer fra Marq-Medical, der er en samlet platform til måling af bevægelses- og aktivitets-signaler. Den bliver særligt brugt til gang, bevægelsesanalyse og ergonomi i forbindelse med forskning og produktudvikling. Han er glad for at være end del af Danish Tech Challenge, der blandt andet præsenterer deltagerne for en række oplæg, som han ikke tror, han ville have fået på anden vis.
Læs også: Praktisk æstetik skal forbedre alderdommen
Men Danish Tech Challenge stiller også deltagerne nogle opgaver. Blandt andet skulle han til Danish Tech Challenges åbent hus præsentere sin idé over for et propfyldt auditorium med mulige investorer og samarbejdspartnere. Noget Ion Marqvardsen syntes var grænseoverskridende og svært:
“At stille sig op foran en masse mennesker og fortælle, hvad det er, man laver. Det er meget svært, fordi det er noget, der ligger meget langt fra min almindelige hverdag som hardwareudvikler. Jeg havde sommerfugle i maven og havde ikke sovet ret godt om natten,” siger Ion Marqvardsen, men han mener dog, at det var vigtigt, at han fik lavet sin pitch.
“Det er det, der er godt ved Danish Tech Challenge. Vi er blevet tæsket igennem alle mulige discipliner, også nogle som den her, som jeg ellers ville undgå,” siger han.
Netværk betyder mere end en pris
Heldigvis er der også mange behagelige oplevelser at hente i Danish Tech Challenge-forløbet. Blandt andet er der netværket. Noget mange af deltagerne nævner.
“Jeg har lært en masse gode mennesker at kende, som også har startet firmaer op. Som hardware-startups har vi mange af de samme udfordringer, og derfor kan vi hjælpe hinanden. Der er ingen af os, der er perfekte endnu, men vi ved alle sammen noget om et eller andet, og den viden deler vi med hinanden,” siger Ion Marqvardsen.
Læs også: 20 startups er udvalgt til årets Danish Tech Challenge
Udover oplæg, opgaver og netværk, så er Danish Tech Challenge også en konkurrence. Der er Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kroner på højkant til den virksomhed, der klarer sig bedst. Prisen bliver uddelt den 12. januar, men den har ikke givet anledning til spidse albuer. Det mener Anil Thilsted fra SpectroInlets. SpectroInlets er en teknologi, der muliggør real-time analyse og monitorering af kemiske reaktioner ved at skabe direkte kobling mellem analysator og testmiljø uden brug af ekstra hardware.
“Jeg har ikke mærket nogen form for intern strid. Den helt overordnede stemning her i Danish Tech Challenge er, at vi hjælper hinanden. Det kan være alt fra, hvordan man laver en ansøgning til udvikling af teknologier,” siger han.
Billedet øverst: Torsdag den 3. november holdt Danish Tech Challenge Open Doors på Scion DTU. Her kunne mulige investorer og partnere komme og lytte til de 20 virksomheders ét minuts pitch. Efter oplæggene havde virksomhederne en stand, hvor publikum kunne besøge dem. På billedet er er Rasmina Rasmussen fra Sarita ved sin stand.