Arkiver

BusinessE-handelNyhederSoftware

Dansk startup kan tjene milliarder på data

Aarhusianske WakeupData vil gøre det nemmere for danske og internationale virksomheder at behandle deres data i kommercielt øjemed. Det er der milliardpotentiale i, mener medejer Allan Jørgensen.

Data er alfa og omega i forretningens verden. Problemet er, at det ofte er både dyrt og besværligt for virksomheder at behandle deres data på en måde, der sikrer dem og deres produkter den bedste position på markedet.

Løsninger, der kan gøre livet lettere for virksomhederne, er derfor blevet en efterspurgt vare. Det har aarhusianske WakeupData fået øje på. Det unge IT-startup tilbyder enkel og billig integration til kommercielle kanaler, som Amazon, Facebook og Google Shopping, og har på kort tid fået fat i flere store kunder.

”Vi kigger på et milliardmarked, og det, at kunder som Silvan, Air France, KLM og Hummel vælger at bruge vores system frem for konkurrenternes, understreger for os, at vi er på rette vej,” siger medstifter og serieiværksætter Allan Jørgensen.

Tilpas dine data, som du vil

WakeupDatas styrke ligger ikke mindst i brugervenligheden. Det kan være en kompliceret affære for webshops selv at stå for integrationen til forskellige kanaler. Med WakeupData behøver man ikke et dybere kendskab til eksempelvis kodning, fortæller Allan Jørgensen.

”Vores cloudbaserede løsning giver magten til marketingsafdelingerne, så de ikke er afhængige af dyre udviklingshuse til at tilpasse og generere deres datafeeds. Ofte er det heller ikke her, man finder viden om den enkelte tjeneste, man skal integrere med,” siger han.

Løsningen sikrer, at integrationen stemmer overens med forbrugernes ønsker til en specifik tjeneste, fortsætter Allan Jørgensen. Det skyldes især, at virksomhederne stort set kan bearbejde og tilpasse deres data, som de vil. Også selv om der er mangler i deres indledende datagrundlag.

”WakeupData kan berige datafeeds med manglende informationer og visualisere produktsortimentets pris og mængde. Endelig kan det hjælpe med at benchmarke mod markedet via Business Insight. Kort fortalt sikrer det marketingsafdelingerne mulighed for at tilpasse data, som de vil, nemt klippe i indholdet og agere ud fra dataindsigten i et og samme værktøj,” siger han.

Den foretrukne løsning

Ifølge Allan Jørgensen er ambitionen at blive virksomhedernes foretrukne integrationshub for data, uanset hvilken branche de er i. Næste skridt for ham og kollegaerne er at finde kapital på syv til ni millioner kroner til at udvide den internationale forretning.

Den stigende interesse fra udlandet lover godt for fremtiden. WakeupData forventer at være aktiv i Sverige, Norge og Holland inden for få måneder. I Danmark står virksomheden allerede stærkt med flere end ti partnere og 100 kunder mindre end et år efter, den åbnede sin platform for partnere.

WakeupDatas medejere tæller – foruden Allan Jørgensen – den tidligere IT-chef for Wupti Dennis Cassøe samt serieiværksætteren Cevat Gokce Akin, der for nogle år siden valgte at flytte fra hjemlandet Tyrkiet til det mere iværksættevenlige klima i Danmark.

Skriv et svar