Arkiver

IværksætterlivNyhederUdland

Global Startup Awards udvider paletten

Det hele startede med ambitionen om at kortlægge og hylde de mest fremadstormende startups og aktører i det nordiske økosystem. I 2017 udvider Global Startups Awards endnu en gang og rykker til Indien. 

Det var Nordic Startup Awards, der lagde de første byggesten på tværs af de Skandinaviske lande i 2012.

Det var planen fra start af at skabe et rammeværktøj, som er implementerbart på tværs af kontinenter. Nu står man så med rammeværktøjet mellem hænderne, og i dag er Global Startup Awards i Norden, Centraleuropa og Sydøstasien.

I 2017 skal den næste knappenål så sættes i globussen. Den skal drejes mod øst. Nærmere betegnet Indien, hvor awardshowet har finaler i midten af efteråret. Startup Awards India er født.

En stærk fællesnævner

Rammeværktøjet er dog ikke en ‘one-size fits all’, og ifølge den danske stifter af Global Startup Awards, Kim Balle, er der også udfordringer i at arbejde i forskellige kulturer og økosystemer. Det er dog fordele ved, at man opererer med startups.

“Der er kæmpe forskel på eksempelvis Indien og Norden på alle niveauer. Men det fantastiske ved startup-miljøer er, at lige meget hvor i verden, så har de altid det tilfælles, at folk er super motiverede til at samarbejde, da det at bygge virksomheder baseret på innovation handler om samarbejde og vidensdeling. Det er en stærk fællesnævner,” siger Kim Balle, som var med Trendsonline i Indien.

Eliten af et økosystem

Kim Balle arbejder tæt sammen med sin medstifter i Startup Awards India, Jerric Lyns John. I løbet af 2016 er Kim Balle fløjet frem og tilbage mellem Danmark og Indien flere gange for at afholde møder med interessenter. De to er gået godt i spænd, og Jerric er selv iværksætter og bor til dagligt i Banglore, der er en af de store startup hubs i Indien.

Ligesom i andre kontinenter bliver awardshowet delt op i regioner. Hvor andre awardshows er opdelt efter lande, kommer Startup Awards India til at have fem regioner inden for landets grænser. Ambitionerne ændrer sig dog ikke.

“Vi vil skabe en platform, hvorfra vi kan mappe regionale startup-økosystemer helt ned på et lokalt niveau. Vores proces med at finde vinderne er omfattende og involverer mange stakeholders over seks måneder. Jeg vil mene, at det er den mest omfattende proces, vi har haft til dato. Både vores stakeholders, finalister og de endelige vindere er blandt den øverste procent, som udgør eliten i et økosystem. Når man kan mappe, kan man også anerkende og connecte dem, der mappes,” tilføjer Kim Balle.

Hør medstifter af India Startup Awards, Jerric Lyns John, forklare om konceptet.

 

Skriv et svar