De globale virksomheder har længe brugt crowdsourcing succesfuldt, hvor startups og mindre virksomheder halter bagefter. Et nyt projekt vil nu styrke vækst i danske SMV’er gennem crowdsourcing.
Dengang Lego udviklede successerien Minecraft fik virksomheden hjælp af de millioner af engagerede brugere, der bygger og nørder med de små, farverige klodser. Uden brugerskarens hjælp, havde der ikke været noget Lego Minecraft. Det er et af skoleeksemplerne på en succesfuld crowdsourcing. Et værktøj, der ellers er i startuppets ånd.
Men faktisk kan det være svært for mindre virksomheder, der ikke har millioner til at sætte i forretnings- og produktudvikling, at komme i gang med crowdsourcing. Det vil et nyt projekt gøre op med.
Projektet hedder SMV Crowdsourcing Lab, og udspringer af Industriens Fonds temaindkaldelse om innovation.
”Hvis små og mellemstore virksomheder får kendskab til mulighederne, og rustes bedre til at bruge crowdsourcing, kan det markant forbedre deres innovationskraft. Derfor retter projektet sit fokus mod netop de mindre virksomheder,” siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond, der støtter SMV Crowdsourcing Lab med tre millioner kroner.
En klassisk catch-22
Crowdsourcing er kort fortalt en innovationsmetode, som inddrager store grupper af interessenter til at udvikle et produkt eller en service. Det giver nogle ekstra kreative kræfter og inddrager en bred vifte af viden og kompetencer, forklarer Flemming Binderup Gammelgaard, medstifter af organisationen Danish Crowdsourcing, som er tovholder på projektet.
”Forskning viser at SMV’er kan drage stor fordel af mere åbne former for innovation fordi de ofte mangler ressourcer til deres innovationsaktiviteter. Derfor giver det rigtig god mening at inddrage eksterne interessenter gennem crowdsourcing. Det kan dog være svært for de mindre virksomheder at komme i gang, netop på grund af ressourcemanglen. Det er en klassisk catch-22-situation,” fortæller han.
Læs også: Ny forening vil fremme crowdsourcing i Danmark
Derfor vil SMV Crowdsourcing Lab, som har fokus på innovation og produktudvikling, hjælpe små og mindre virksomheder med at finde ud af, hvordan de kan bruge crowdsourcing; virksomhederne vil nemlig deltage i et lærings- og træningsprogram i kombination med et crowdsourcing-forløb.
“Det er unikt, at vi har fokus på SMV’er. Dem, der arbejder med crowdsourcing, er hovedsagligt globale koncerner, som har nogle andre forudsætninger. Faktisk ved man ikke meget om, hvordan crowdsourcing kan bruges af SMV’er. Der har vi en first mover-fordel, som vi håber, også kan blive en fordel for virksomhederne,” fortæller Flemming Binderup Gammelgaard.
Projektet skal skabe værdifuld viden for SMV’er
Ud over at bestå af et crowdsourcing-forløb, hvor virksomhederne bliver taget gennem en række af deres egne relevante udfordringer og hele crowsourcing-processen samt læringsforløbet med delvist teoretiske workshops, vil projektet også indeholde videndeling og vidensspredning i form af et crowdsourcing netværk, en konference og en vidensplatform.
Læs også: Nordens største crowdsourcing og -funding event kommer til Danmark
Projektet lanceres den 21. december, men fik bevilling allerede første november. Siden da har parterne, som også tæller CBS og Københavns Universitet, under radaren identificeret nogle af de 20-25 virksomheder, som skal være med i projektet, der løber over de næste to år.
”Om to år regner vi med at stå med nogle virksomheder, der har fået nogle nye kompetencer og viden, som de kan bruge til crowdsourcing. Vi håber, at andre også får lyst til at være med i netværket, som vi forventer kan køre videre efter projektets slutning og forhåbentlig har vi fået en god case, så vi kan bevise, at det fungerer i praksis og så SMV’erne kan få noget værdifuld viden,” siger Flemming Binderup Gammelgaard og opfordrer til, at alle interesserede SMV’er er mere end velkomne til at kontakte Danish Crowdsourcing på hello@danishcrowdsourcing.org.
Fin artikel og god nyhed. Men crowdsourcing er bare på ingen måde en innovationsmetode. Nu må “alt-er-innovation” tendensen stoppe.