Statslige organisationer i de fem nordiske lande har slået sig sammen om at åbne en nordisk inkubator i New York, som skal hjæpe ambitiøse startups med at slå hurtigere igennem på det amerikanske marked.
Inspireret af succesen på vestkysten – Nordic Innovation House i Silicon Valley – har alle fem nordiske lande slået sig sammen om at åbne et inkubatormiljø i New York.
Inkubatoren vil få navnet Nordic Innovation House i New York og har netop fået grønt lys. Her vil ambitiøse startups blive tilbudt juridisk bistand, hjælp til regnskab, skat og arbejdstilladelser for at slå hurtigere igennem på det amerikanske marked og gøre processen mere enkel.
Politisk opbakning fra alle nordiske lande
Selvom inkubatoren er inspireret af pendanten i Silicon Valley, kommer Nordic Innovation House i New York til at favne en større mangfoldighed af nordiske iværksættervirksomheder, siger den norske erhvervsminister Monica Mæland.
Hun kalder projektet for et godt eksempel på nordisk samarbejde i praksis. Inkubatoren har da også politisk opbakning fra alle fem nordiske lande, og i december faldt finansieringen på plads fra Nordisk Ministerråd gennem Nordisk Innovation.
Innovationshuset skal være med til at danne fundament for ambitiøse startups, der allerede har etableret sig og for dem, der har ambitioner om at satse på USA. Monica Mæland ser store fordele i, at mindre virksomheder kan samarbejde på tværs om at slå igennem til den amerikanske drøm.
Nordic Innovation House får adresse på Manhattan og får som udgangspunkt ti kontorpladser; to dedikerede pladser pr. land samt en fleksibel plan for at udnytte eventuelle ledige pladser.
“En fantastisk mulighed for de nordiske lande”
Generalsekretæren i Nordisk Ministerråd, Dagfinn Høybråten, er glad for at se, at et nordisk samarbejde kan udmøntes i konkrete initiativer, som kan hjælpe med vækst i Norden og international etablering af nordiske iværksættervirksomheder.
“Jeg er meget tilfreds med, at vi styrker det nordiske erhvervssamarbejde med Nordic Innovation House i New York City. Det er et vigtigt skidt for at give nordiske iværksættervirksomheder de bedste muligheder for adgang til og succes i USA,” siger han og fortsætter:
“Ved at bygge en solid fælles nordisk platform for stiftere og opstartsvirksomheder åbnes der nye døre for et tættere samarbejde og ikke mindst en fantastisk mulighed for at de nordiske lande sammen kan vokse sig stærkere.”
Åbner i foråret 2017
Udover Nordisk Ministerråd og Nordic Innovation koordineres projektet af Innovasjon Norge i samarbejde med det norske generalkonsulat og Norwegian American Chamber of Commerce.
Derudover er Innovation Center Denmark, det svenske generalkonsulat i samarbejde med Business Sweden og Team Sweden, det finske generalkonsulat i samarbejde med Team Finland, Innovation Center Iceland, Promote Island og det islandske generalkonsulat partnere på Innovation House i New York.
Organisationerne regner med at åbne inkubatoren allerede i dette forår med fuld drift fra efteråret. Som udgangspunkt kommer Nordic Innovation House til at køre som et treårigt pilotprojekt, før den efter planen skal blive selvfinansieret.