Når en virksomhed producerer et produkt, er det naturligt, at det er de interne omkostninger i virksomheden, som det givne produkt bliver prissat ud fra. Der kan dog være nogle omkostninger i samfundets velfærd, som virksomheder ikke altid tager stilling til og som derfor ikke vil fremgå i virksomhedens prissætning. Bør virksomheder i fremtiden både tage udgangspunkt i de samfundsmæssige omkostninger eller kun dem, de internt har ved produktionen?
Finder man forretningsrelaterede situationer som denne interessante, kan man med fordel besøge bec-business.dk og læse mere om dem.
Hvad er en eksternalitet?
En eksternalitet er en indirekte effekt, som en produktion (det kan også være et forbrug, men vi holder os til produktion i dette indlæg) har på forbrugere eller andre producenter ude i samfundet. Et klassisk eksempel på dette er, hvis en virksomhed i deres produktion forurener en sø, hvilket gør, at de fisk, der lever i søen, dør. Dette går udover mennesker, som ”forbruger” fiskene i søen, hvilket altså er en omkostning, som forbrugerne, på baggrund af virksomhedens produktion, står overfor, da de her skal finde alternativ føde, som kan være dyrere for dem end at fiske i søen.
Når man snakker eksternaliteter, skelner man mellem positive og negative eksternaliteter, hvor ovenstående eksempel vil være et eksempel på en negativ eksternalitet. Dette er dog også dem, som vi i vores samfund går mest op i, da det betyder, at en produktion er skadelig for mennesker ude i samfundet. Men i hvor stor en grad er det virksomhedernes ansvar at skulle reducere de negative eksternaliteter ved deres produktion, fordi produktionen er jo nødvendig for at de kan opfylde efterspørgslen i markedet?
Reduktion af negative eksternaliteter
Spørgsmålet er først og fremmest, hvordan man reducerer disse negative eksternaliteter, således at der kan opnås efficiens i økonomien. Spørger man den britiske økonom Ronald Coase, så vil han mene, at markedet under to betingelser selv vil kunne forhandle sig frem til en markedssituation, hvor der ikke er nogle eksternaliteter. Den første betingelse er, at der ingen transaktionsomkostninger skal være i forhandlingen og den anden er, at der skal være en klart defineret ejendomsret over, hvad der forårsager eksternaliteten. Det kræver altså en gennemtænkt forhandlingsteknik fra begge parter, som man kan lære mere om, hvordan man får ved at klikke på linket.
Ronald Coase’s teori vil være svær at udføre i praksis, eftersom der ofte vil være nogle omkostninger ved fx at ændre produktionen, således at den ikke forurener en sø. Det er dog stadig en relevant diskussion, hvorvidt det er virksomhedens ansvar at få reduceret den negative eksternalitet eller ej. Hvis virksomhederne selv mener, at det ikke er det, så vil det være relevant for staten at gribe ind. Dette vil de kunne gøre ved hjælp af indførelser af skat eller subsidier, som vil påvirke udbuddet i den retning, som er til fordel for velfærdet i samfundet alt efter, om eksternaliteten er positiv eller negativ.
Det er meget sjældent, at virksomheder først og fremmest er villige til overhovedet at indrømme, at deres produktion har negative effekter. Hvis de dog er klare om den eksternalitet, deres produktion medfører, vil det som førnævnt være omkostningsfuldt at ændre på. Derfor kan man argumentere for, at staten i højere grad skal have fokus på disse negative eksternaliteter, hvis vores økonomi skal komme tætte på at være efficient.
