Selvom dansk e-handel er i rivende vækst, har netbutikkerne svært ved at tjene penge. Antallet af e-handelsvirksomheder, som kører i underskud, er fortsat stigende – det viser nye tal fra en analyse, udarbejdet af revisionsvirksomheden Deloitte.
Analysen er baseret på 87 danske e-handelsvirksomheder, som viser, at danske webshops er udfordrede på indtjeningenchristian til trods for, at danskernes forbrug på nettet er stigende.
Det bliver mere og mere populært at handle over nettet – ifølge tal fra NETS er den danske e-handel med dankort mere end tidoblet over de sidste 10 år. Konkurrencen er dog ekstrem hård – dét udtrykker Deloittes ekspert i e-handel Christian Sanderhage:
”At sælge varer på internettet bliver mere og mere populært, men det er altså langt fra nogen guldgrube for alle. Selv om e-handelsvirksomhederne har fået mere at lave, oplever vi betydelige fald i rentabiliteten. I 2014 var den gennemsnitlige overskudsgrad således på minus 7,9 pct. Det er i sagens natur et uholdbart resultat.”
De små webshops er hårdest ramt
Det er særligt de mindre webshops med 2-9 ansatte, der oplever denne udfordring i branchen – hele 40 procent af dem kom ud af 2014 med underskud.
En afgørende faktor for den manglende indtjening hos de danske webshops, vurderer Deloitte, at være den meget hårde konkurrence, de møder fra de store udenlandske e-handelsvirksomheder.
”Konkurrencen er benhård inden for e-handel, og det viser Deloittes analyse med al tydelighed. Mange danske netbutikker mærker konkurrencen fra især store udenlandske konkurrenter, hvor danskerne lægger 30 milliarder kroner i år, hvilket svarer til en tredjedel af danskernes e-handel,” belyser Christian Sanderhage.
For en mindre webshop følger mange omkostninger i forbindelse med blandt andet fragt, betalinger, online markedsføring og hosting af hjemmesider – og det er disse gebyrer, der særligt belaster de små webshops.
Det er her, de større webshops kan trække på stordriftsfordele, hvilket gør dem en del mere konkurrencedygtige på markedet.
”Ligesom i de fleste andre brancher er det en fordel at være en stor virksomhed, når man sælger varer på nettet. Virksomheder med mere end 50 ansatte tjente således 197.000 kroner pr. ansat i 2014, mens virksomheder med 2-9 ansatte kun tjente 55.000 kroner. Det vidner om, at der er betydelige stordriftsfordele ved handel på nettet, som små virksomheder ikke kan udnytte,” siger Christian Sanderhage.
Fokus på at styrke de danske webshops
På baggrund af analysen vurderer Deloitte, at 23 procent af e-handelsvirksomhederne er økonomisk trængte, da de har en soliditetsgrad på under 20 procent og et afkast af den investerede kapital på under 10 procent.
Således er rentabiliteten hos de virksomheder meget lav, og ligeledes er deres økonomiske robusthed, hvilket Christian Sanderhage udtrykker således:
”Ser vi på virksomhederne med 2-9 ansatte, havde hele 40 procent af dem underskud i 2014. For de store virksomheder er tallet 11 pct. Det er klart, at der er grænser for, i hvor mange år man som virksomhed kan køre med underskud. På et tidspunkt er man selvsagt nødt til at dreje nøglen om,” siger Christian Sanderhage.
FDIHs administrerende direktør udtrykker dog, at der er fuldt fokus på at styrke danske netbutikkers eksportmuligheder med rådgivning, eksportstøtte og uddannelse, og arbejder desuden hårdt for at minimere omkostningerne for netbutikkerne. Ligeledes mener han, at det kræver en større politisk opbakning end hidtil set.
Hvor kan den analyse findes fra Deloitte?
Hej Kenneth. Du får et link her: http://www2.deloitte.com/dk/da/pages/consumer-business/pressemeddelelser/Stigende-antal-e-handelsvirksomheder-koerer-med-underskud.html