Arkiver

HardwareNyhederRobot

Robotcenter har udvalgt tre nye stjerneskud

Odense Robotics

Tre nye robotvirksomheder er kommet i rugekassen hos Odense Robotics Startup Hub. Kommunen har bevilliget to millioner til styrke startup-miljøet.

Hen over foråret er de blevet screenet, vurderet og udvalgt. Tre virksomheder fik lov til at indgå i programmet. I det kommende år vil de få både teknisk og forretningsmæssig sparring i Teknologisk Instituts Robotinnovationshal, i hvad der nok bedst kan beskrives som Odenses robotklynge.

Og der er vokseværk i byen. Allerede nu er der 80 virksomheder inden for robottekologi i Odense, og ifølge Politiken.dk vil de have en årlig vækst på 15 procent. Derfor er det også et område, som byens borgmester gerne støtter, og Odense Kommune har netop bevilliget en medfinansiering på to millioner kroner til Odense Robotics Startup Hub-program.

Læs også: Dansk robotby kommer til at mangle hænder

”StartUp Hub’en er et element i Odenses strategi om at understøtte det stærke robotmiljø, som findes i byen. Det gør vi ved at styrke startup-miljøet, tiltrække investorkapital og nye virksomheder – både danske og internationale,” siger borgmester Anker Boye i en pressemeddelelse og tilføjer:

“Det gode ved at bringe kreative og innovative mennesker sammen er, at det åbner rum for sparring og nye samarbejder, og det glæder mig at se, at virksomhederne deler ideer og hjælper hinanden på kryds og tværs.”

Anke Boye mener, at kommunen har som opgave at skabe gode rammer for virksomhedernes vækst. Men analyser viser, at der kommer til at mangle hænder på robotområdet i de kommende år.

“Det er en udfordring, vi i øjeblikket arbejder meget på at finde nye løsninger på i samarbejde med både uddannelsesinstitutioner og virksomheder,” siger Anke Boye i en pressemeddelese.

De tre nye stjerneskud

De tre nye virksomheder, der er kommet i rugekassen hos Odense Robotics Startup Hub, er KUBO Education, Robotic Sport Solutions og Robot At Work.

KUBO Education er startet af to ingeniørstuderende fra SDUs lærings- og oplevelsesteknologi. De har lavet en prototype på en robot, som gennem leg og kreativ læring skal lære børn om kodning og programmering – børn helt ned til 4-års alderen.

Robotic Sport Solution er en robotplatform startet i Aarhus, som nu er flyttet til Odense for at være en del af Startup Hub’en. Det er en kombination af en GPS-styret robot og et opsamlermodul, som er målrettet golfmarkedet, hvor boldene har det med at forsvinde på greenen.

Robot At Work er en robotbaseret sprøjtestøbe-løsning til en ny type isoleringsmateriale, som har en højere isoloeringværdi og et lavere CO2-aftryk end eksisterende produkter. Materialet kan formes i 3D og støbes direkte på konstruktionen på byggepladsen – det er både hurtigere og mere fleksibelt, end hvad der findes på markedet nu.

De tre virksomheder blev udvalgt på baggrund af fire parametre; graden af innovation, muligheden for skalering, teamets sammensætning og kompetencer samt muligheden for samarbejde med eksisterende virksomheder i klyngen.

Næste optagelsesrunde til Startup Hub’en starter 31. august, og alle robotrelaterede virksomheder – danske og udenlandske  – kan søge om optagelse.

Skriv et svar