En app under navnet NGO Millionaire er på markedet, her kan du ved at se en række reklamer fra diverse virksomheder støtte op om velgørende formål. Det eneste man som bruger investerer er tid.
NGO Millionaire forbinder annoncører der gerne vil nå ud til folk ved hjælp af en kort reklamefilm med smartphonebrugere, der via den investerede tid støtter op om velgørende formål i form af tre tilknyttede NGO’er. Konceptet er helt nyt og startet af Asbjørn Dencker Mangs Sørensen, der har arbejdet på app’en sideløbende med sin studentereksamen, som han afsluttede før sommeren i en alder af 19 år.
En win-win for alle parter
Brugeren investerer sin tid ved at se reklamer, for hver visning betaler annoncøren så et beløb til NGO Millionaire, der sender halvdelen af pengene afsted til et af brugeren valgt velgørende formål.
Udover at støtte disse gode formål optjener man som bruger samtidigt lodder til en ugentlig konkurrence, hvor gevinsten er 1000 kr. Puljen her stammer fra den anden halvdel af pengene, og når puljen på de 1000 kr. er opfyldt, betyder det for NGO Millionaire, at deres driftsomkostninger er dækket, og det resterende overskud går ligeledes til det velgørende formål.
NGO Millionaire fungerer også som nyhedsmedie og linker direkte til de tre NGO’er via artikellinks i app’ens “news feed” funktion.
Tre stærke NGO’er som samarbejdspartnere
På nuværende tidspunkt har man som bruger mulighed for at støtte enten Børnefonden, Læger uden Grænser og Dansk Flygtningehjælp. For Dansk Flygtningehjælp, har der ikke været nogen tvivl om, at man ville deltage i projektet.
”Vi synes, at NGO Millionaire er et meget spændende og sympatisk projekt. Dels er vi selvfølgelig altid taknemmelige for enhver form for støtte til vores arbejde for verdens flygtninge – og dels er vi meget interesserede i alle de mange nye muligheder for fundraising, som digitale og sociale platforme rummer,” fortæller Peter Kamph, kommunikations- og indsamlingschef i Dansk Flygtningehjælp og fortsætter:
“Hér har NGO Millionaire fundet en meget original og interessant model, som vi er rigtig spændt på at se udfoldet.”
For NGO Millionaire er det en stor gevinst, at netop disse tre stærke samarbejdspartnere er gået med i projektet. På app’en er det muligt at læse mere om de tre NGO’er og følge deres projekter og resultater.