Det markedsledende køsystem Queue-it har modtaget 2.6 millioner kroner i investering fra Innobooster. Investeringen skal bruges til at forbedre funktionaliteten og videreudvikle systemet, så virksomheden kan indtage nye markeder.
Mange af os har nok oplevet det. Billetterne koncerten, festivalen, musicalen eller forestillingen blev revet væk. Men i et stigende antal tilfælde er det robotter, eller andre organiserede forsøg på snyd, der køber mange af de eftertragtede billetter og ikke andre entusiastiske fans.
Da der kun er et begrænset udbud af billetter, men en langt højere efterspørgsel, kan billetterne nemlig efterfølgende videresælges til en langt højere pris. Det bliver til en lukrativ forretning for internetsvindlere, der tjener penge på bekostning af fans verden over.
Millioner kastes efter tilpasning nye markeder
Netop billetsnyd er et fokusområde hos danske Queue-it. Virksomheden har netop modtaget en investering på lidt over 2.6 millioner kroner fra Innobooster. Pengene er øremærket videreudvikling og forbedring af virksomhedens køsystem, så Queue-it kan ekspandere til markeder som Rusland og Kina, hvor det tekniske landskab ser en del anderledes ud for virksomheder som Queue-it.
”Som det er i dag, er markeder som Rusland og Kina utilgængelige for os, fordi den politiske situation omkring internettet bare er anderledes i de lande. I bund og grund er det en masse internetkomponenter, som vi og andre virksomheder benytter, der ikke fungerer på samme måde i lande som Kina,” siger Camilla Ley Valentin, der sammen med Niels Henrik Sodemann og Martin Pronk står bag Queue-it.
Derfor bliver Queue-it nødt til at starte forfra med udviklingen af en del elementer i systemet. På den måde vil virksomheden sikre, at brugere i Rusland og Kina kan få samme brugeroplevelse som i andre markeder.
Stor satsning
Ved siden af investeringen har Queue-it selv afsat otte millioner kroner til projektet. Det er altså en stor satsning for virksomheden, der på nuværende tidspunkt beskæftiger 60 ansatte.
Queue-it er allerede global markedsleder og betjener gennem sine kunder over 1,5 milliarder brugere verden over. Den position ønsker virksomheden at styrke, hvorfor entre på store markeder som Rusland og Kina har stor interesse.
”Selvom vi har modtaget en investering, lægger vi stadig det meste selv. Derfor vurderer vi selvfølgelig, at der er et rigtig stort potentiale i at tilvejebringe den nødvendige teknologi, som projektet går ud på,” siger Camilla Ley Valentin.
Projektet forventes at køre frem til sommer, hvor alt vil være klart og gennemtestet.