Dansk matematikportal indtager Sverige

kasper-og-fessor

En ny aftale mellem forlaget Gleerups i Sverige og it-virksomheden EduLab i København sender Danmarks største matematikportal, MatematikFessor.dk, på skoleskemaerne i Sverige. Den skandinaviske offensiv skal understøtte årlige vækstrater på 30-40 procent.

Den danske it-virksomhed EduLab har for alvor fået vind i sejlene. Virksomheden har i ro og mag indtaget både Danmark og Norge, og nu er turen kommet til Sverige. Her har EduLab indgået et samarbejde med svenske Gleerups, som sender portalen Matematikfessor.dk på skoleskemaet i landet.

Læs også: – Programmering bør rangere på lige fod med dansk eller matematik

EduLab udbyder digital matematik til grundskoler. Her sidder virksomheden tungt på det danske marked med en markedsandel på 75 procent for online matematik til folkeskolerne. Samtidig er EduLab kommet solidt fra start i Norge, hvilket har bidraget til en gennemsnitlig vækst på 36 procent gennem de seneste tre år. Derfor har virksomheden fået blod på tanden efter mere og sætter nu sigtet mod vores svenske naboer.

”Nu er vi kommet godt i gang i Norge, så da vi fik muligheden for at lave en attraktiv samarbejdsaftale med et af Sveriges førende forlag, var det et naturligt skridt i forhold til vores udenlandske ekspansionsplaner,” siger Kasper Holst Hansen, direktør og stifter af EduLab.

Høje forventninger til det svenske marked

Det er altså med stor optimisme, at EduLab bevæger sig mod det svenske marked. Og det er der måske god grund til.

Læs også: Skoledu.dk – et digitalt og interaktivt matematiksystem

Ifølge Åsa Steholt Vernerson, der er direktør for forlaget Gleerups, er markedet for digitale læremidler i Sverige kun på fem procent af det samlede marked for læremidler i landet. Derfor ser EduLabs svenske samarbejdspartner et enormt potentiale for EduLab i Sverige.

”Vores salg af digitale læremidler vokser kraftigt i øjeblikket, og med MatematikFessor i produktporteføljen kan vi tilbyde skolerne et bredt og komplet digitalt sortiment. MatematikFessor er et helt unikt produkt, og vi forventer meget hurtigt at MatematikFessor bliver det mest solgte digitale læremiddel i Sverige,” siger Åsa Steholt Vernerson.

Væksten vil fortsætte

I regnskabsåret 2015/2016 voksede EduLabs omsætning med 40 procent til over 20 millioner kroner. Væksten forventer virksomheden at tage med sig i de kommende år, når EduLab i 2017 sigter mod yderligere internationalisering med færdiggørelsen af virksomhedens internationale platform.

”Vi kan se, at vi har ramt en tør plet både i Danmark og i udlandet. Nøglen er, at vi konstant udvikler vores løsninger i tæt samarbejde med lærerne, og derfor hele tiden får relevant feedback fra både lærere og elever. Samtidig er vi hele tiden bevidst om, hvor den teknologiske udvikling er på vej hen,” siger Kasper Holst Hansen.

Skrevet af

Læs også

Top