Arkiver

Nyheder

ETC12 // Evernote og Moleskine samarbejder om the Smart Notebook

Et nyt samarbejde mellem Evernote og Moleskine blev afsløret af Evernotes CEO, Phil Libin, på Evernote Trunk Conference. De to virksomheder forsøger at bygge bro mellem den analoge og digitale verden med The Smart Notebook og den tilhørende app til iPhone.

Limited Edition Smart Notebook kommer udstyret med Smart Stickers, som Evernotes app kan genkende og automatisk tagge og kategorisere i Evernote. Det vil sige, at dine håndskrevne noter nu kan blive fuldt digitale, og det er muligt at søge imellem dem, som alle andre noter i Evernote. Oveni hatten får du 3 måneders Evernote Premium.

“Vores største konkurrent er papir og blyant, og jeg må indrømme, jeg selv er en stor fan, derfor ville vi finde en måde at arbejde sammen på” – Phil Libin, CEO, Evernote

Jeg talte med Moleskines CEO, Arrigo Berni, som fortalte, hvordan både Moleskine og Evernote havde spekuleret i et samarbejde længe før det egentligt kom på tale. I april i år satte de to team sig sammen og udviklede løbende the Smart Notebook.

”Idéen var en lang proces, for det var vigtigt at det æstetiske og kreative, som kendetegner Moleskine skulle afspejle sig i produktet” – Arrigo Berni, CEO, Moleskine

Føler Moleskine sig truet af digitale løsninger? Berni svarede selv på det evigt tilbagevendende spørgsmål, inden jeg nåede at stille det. Og svaret er nej. Ifølge italienske Berni vil vi som tænkende mennesker altid have brug for at udtrykke vores kreativitet, som Picasso gjorde det for hundredevis af år siden.

”Selvom vi er Moleskine brugere er vi jo også brugere af digitale værktøjer og vi skelner ikke mellem den analoge og den digitale verden” – Arrigo Berni, CEO, Moleskine

Berni fortalte mig om hvordan brugere i lang tid har efterspurgt en løsning, der kunne transformere noter og krusseduller til digitale filer. Især efter at Moleskine udgav deres iPhone app sidste år væltede det ind med forespørgsler om en Evernote integration. Han mener, at the Smart Notebook møder denne efterspørgsel og opfylder behovet for nemt at kunne gøre netop dette som hidtil ikke har været muligt.

”Vores to virksomheder har samme vision for fremtiden og vi vil gerne skabe værdi for vores brugere. Det er det vores samarbejde bygger på” – Arrigo Berni, CEO, Moleskine

Moleskine og Evernote arbejder allerede på en idé om at kunne få printet en Moleskine notesbog med dine digitale noter og billeder fra Evernote, men hvornår og hvordan vil Berni ikke afsløre.

The Smart Notebook lanceres 1. oktober, selvom alle deltagere på the Evernote Trunk Conference fik et eksemplar med hjem allerede. Notesbogen vil findes med linierede eller ternet papir, som er optimeret til Page Camera Feature i Evernotes app. Den kommer i to størrelser til henholdsvis $24,95 og $29,95. The Smart Notebook kan forbestilles via Moleskine eller Evernote.