Arkiver

Nyheder

Indisk IT-gigant vil samarbejde med danske IT-startups

I forbindelse med et nyligt besøg i Danmark, udtalte Ananth Krishnan – CTO for Tata Consultancy Services (TCS) – at TCS i 2013 vil indlede samarbejder med danske startups og iværksættere. Fokus vil være på at integrere danske virksomheders ydelser i TCS’ arbejde med deres kunder. 

TCS ønsker som udgangspunkt hverken at investere eller købe IT-startups. Fokus vil hellere være på at kombinere teknologien hos startups med hvad TCS tilbyder – og eksempelvis gå til markedet gennem TCS – eller måske indgå i samarbejde omkring udvikling. Tidshorisonten lyder ifølge de seneste forlydender på, at TCS vil igangsætte dette i 2013. Pt. foreligger der desværre ikke yderligere oplysninger.
Dog nævner Ananth Krishnan i andet interview at fokus primært vil være på virksomheder indenfor design og mobility, og desuden vil fokus være på at etablere kontakter indenfor universitetsverdenen.

Naturligvis kan perspektiverne for relevante danske startups være store. At samarbejde med en af verdens største IT-leverandører kan naturligvis åbne ellers lukkede døre og markeder. Dog kan der åbenlyst være fælder i sådanne samarbejder og man kan komme til at følge en stor koncern blindt, frem for at udvikle forretningen. Men inden der vides mere om samarbejder og deres natur, er det svært at være enten negativ eller positiv omkring dette.  Lad os først se noget konkret og så kan vi bedre tage stilling.

Danmark på verdenskortet

At der begynder at komme sådanne udmeldinger også fra Indien, viser vel egentligt at danske startups er på radaren hos hvem der måske umiddelbart ville være mindre oplagte samarbejdspartnere. Den danske startup-verden kan så også klappe sig selv lidt på skulderen. Eller også var der måske bare tale om et PR-trick fra TCS’ side i forbindelse med et Danmarks-besøg, og så er vi også røget lukt i fælden.

At indiske virksomheder ønsker at etablere samarbejder med danske (og europæiske) virksomheder, er for mig som sidder i Indien, ikke som sådan en overraskelse. Mange indiske virksomheder mangler kompetencer indenfor eksempelvis de områder hvor danskere er stærke – såsom design, brugervenlighed, innovative løsninger samt problemløsning. Trods det, at der findes millioner af ingeniører i Indien, så er holdningen langt henad vejen, at meget af den nye teknologi kommer fra Vesten.
Jeg kommer ofte i kontakt med indiske virksomheder hvor teknologien ofte halter lidt og måske ikke er med på det nyeste, men dog skal også pointeres at der findes rigtig mange indiske virksomheder og startups, som er med på noderne. Hør evt mere om indiske startups i dette podcast.

Facts om TCS

  • TCS er en af de ledende indiske IT-konsulentvirksomheder med aktiviteter i over 40 lande.
  • For nyligt tegnede TDC en milliardkontrakt med netop TCS fremfor den måske i Danmark mere kendte leverandør CSC.
  • TCS har over 240.000 ansatte  og omsætter for ca. 10 milliader USD.
  • Interessant nok udskiftes arbejdsstyrken med ca. 10% om året hos TCS, hvilket er lavere end mange andre IT-leverandører.
  • TCS er en del af det omfattende indiske konglomerat Tata Group som omsætter for over 100 millarder USD og udover IT har interesser indenfor stål, biler, ejendom, kemikalier og nu også de indiske Starbucks.

Det har desværre ikke været muligt at fange Ananth Krishnan og høre mere om de mulige samarbejder. Men jeg kan anbefale dette interview hos Computerworld.
Hvis du ved mere er du velkommen til at lægge en kommentar. På forhånd tak.

Skriv et svar