Arkiver

Nyheder

Tech Toolbox: Find funding i pensionsformuer

Denne artikel er en del af vores content-partner program og er lavet sammen med PwC. PwC er et revisions-, skatte- og rådgivningshus, der kan hjælpe din startup virksomhed. De hjælper din startup gennem idéfasen, og rådgiver om de forhold, der kan få afgørende betydning for dig her og nu – og senere. Det sundeste grundlag for at starte op er naturligvis en gennemarbejdet forretningsplan og realistiske budgetter.

I takt med introduktionen af de nye aktie-crowdfunding sites er der kommet fokus på en, for mange, ukendt mulighed – nemlig at privat personer kan bruge en del af deres pension til at investere i virksomheder. Trendsonline har set nærmere på muligheden i samarbejde med vores content partner PwC.

Siden 2005 har det været muligt for privat personer at bruge en del af deres pensionsformue til at investere i unoterede selskaber, så længe at mindre end 25 procent af virksomheden ejes af den nærmeste familie. Samtidig kræves det, at investeringen er på minimum 100.000 kroner, men hvor meget den potentielle investor kan investere, kommer derefter helt an på vedkommendes pensionsformue. Er den under to millioner, må der investeres op til 20 procent af depotet, er den mellem to og fire millioner forhøjes beløbet med 50 procent af to millioner kroner, mens det for formuer derover er hele 75 procent af beløbet ud over fire millioner kroner. Personerne skal derfor minimum have en pensionsformue på 500.000 for at kunne investere i startups.

“På grund af nye regler for pensionsopsparing i 2009 og 2011 kræver det i dag minimum ti år på arbejdsmarkedet, før en persons pensionsformue er mere end 500.000 kroner, og det er derfor begrænset, hvor mange “unge” investorer der kan bruge det,” siger statsautoriseret revisor i PwC Jacob Simonsen og fortsætter;

“Nogle aktie-crowdfundingsites er måske derfor lidt optimistiske omkring muligheden for investeringer med pensionsmidler, for de mangler at erkende, at de typiske investorer på disse sites formodentligt er omkring 30-35 år. Hvis vedkommende så har sparet omkring en halv million op, så har han max 100.000 kroner at gøre godt med. Så er spørgsmålet, om han så tør investere dette. Der er det måske bedre at finde en direktør eller chef, der har et stort pensionsdepot, fra dengang man måtte indbetale meget mere til pensionen.”

Interessant for Danmarks udvikling

En af de startups, der er røget på aktie-crowdfunding er I Like Locals, som er en service, der kan minde en smule om Everplaces. Her kendte CEO Mikkel Rathje ikke til muligheden for at funde sin startup ved hjælp af pensionsmidler, før Trendsonline kontaktede ham.

“Jeg synes, at de her crowdfunding muligheder er super interessante for, hvordan Danmark kan udvikle sig, og flere kan engagere sig i små projekter og virksomheder. Så når de her muligheder kommer, er der bare endnu flere incitamenter for det.”

På trods af det relativt høje minimumsbeløb kan Mikkel Rathje sagtens forestille sig, at I Like Locals vil kaste sig ud i et forsøg på at finde frem til de gode pensioner.

 “Der skal laves et eller andet netværk, der specifikt går efter de folk. Det åbner for nogle helt vilde nye muligheder,” siger han og fortsætter;

“Men minimumsbeløbet virker ret håbløst, da man ikke kan sprede risikoen. Det her er jo nogle helt nye virksomheder, og det er jo højrisiko investeringer. Det passer måske ikke så godt på aktie-crowdfunding, da man måske mere ligger mindre beløb. Det lyder mere, som om de kan blive de nye business angels.”

En anden dansk startup, som er i færd med at prøve kræfter med aktie-crowdfunding er FollowMusic. Den danske startup for musikfans er lige nu i pre-round på svenske FundedByMes platform. Og fra platformen er FollowMusic allerede blevet informeret omkring muligheden for, at potentielle investorer kan benytte sig af deres pensionsmidler til at investere i en startup. En mulighed som co-founder og konceptansvarlig Martin Rune Gammeltoft sagtens kan se potentialet i. Han frygter ikke, at pensionsinvestorene ikke er en del af de aktive på de nye aktie-crowdfunding platforme. Han sammenligner blandt andet med situationen i Tyskland, hvor konceptet har eksisteret i flere år allerede.

“Den med, at det er ungt, og at det er de smarte virksomheder – det tror jeg, at man vokser fra. Kickstarter er også vokset fra at være smarte projekter og internettets frontrunners til at blive mere og mere jordnært. Men er man 50+, er man meget interesseret i, om det er sikkert, og om der er investorbeskyttelse. Der er de 30-årige måske hurtigere på aftrækkeren. Men det er en modningsproces, vi er igang med,” siger han.

Man skal ud og snakke med folk

Martin Rune Gammeltoft og FollowMusic har da også tænkt sig at arbejde målrettet på at få fat i nogle af de nye potentielle investorer. Blandt andet grundet co-founderens netværk, hvoriblandt der findes privat personer, som han ved, har nogle gode pensionsopsparinger.

“Jeg har et godt netværk blandt folk i gode stillinger, som nærmest har fået en overgod pension. Derfor er det interessant for os. Jeg vil tage fat i nogle helt specifikke kontakter. Nogle hvor jeg ved, at de er interesserede, og hvor 100.000 kroner ikke betyder, at de må gå fra hus og hjem,” siger han og fortsætter;

“Det er jo en kæmpe investeringspulje, hvis folk begynder at fange den. De har måske ikke opfattet sig selv som velhavende, eller også har de slet ikke kendt til muligheden – og med et pensionstjek kan folk jo ret let afklare, om de har mulighed for at investere i startups. Man kan sige, at det er det grå guld, der kan bringe en hel iværksætterflok videre.”

Jacob Simonsen har også på fornemmelsen, at de potentielle investorer ikke ser sig selv som velhavende, selvom pensionskassen er mere end bare sund, og derfor måske ikke har skænket muligheden for at bruge en del af pengene til at investere i startups en tanke. Det kan dog hurtigt ændre sig, når de bliver klar over, at de, i stedet for skulle investere med deres surt opsparede private penge, kan investere pensionsformuen og blot betale 15 procent af den løbende gevinst. Derfor er Jacob Simonsens råd til startups at netværke – og særligt i miljøer, der ikke typiske sættes i lighedstegn med startupmiljøet.

“De klienter, som jeg har, der har fået investeringer via pensionsformuer, har i få tilfælde været startups, og hvis det har været startups, så har founders typisk også været lidt ældre end den traditionelle founder, så hans netværk har også været mere modent – så det er klart lettest at kende nogen i sit eget netværk, som kan åbne døren for én,” siger han og fortsætter;

“Så i sidste ende handler det om, at komme ud og snakke med folk.”

[styled_box title=”Content-partner” color=”white”]Denne artikel er en del af vores content-partner program og er lavet sammen med PwC. De er et revisionshus, der kan hjælpe din startup virksomhed. De hjælper din startup gennem idefasen og rådgiver om de forhold, der kan få afgørende betydning for dig her og nu – og senere. Det sundeste grundlag for at starte op er naturligvis en gennemarbejdet forretningsplan og realistiske budgetter[/styled_box]

1 kommentar

Skriv et svar