De ukendte afsendere “Entrepreneurs of Copenhagen” havde igen indbudt til #CPHFTW Town Hall Meeting, og med 350 fremmødte iværksættere i KPH Volume på Enghavevej i sidste uge, kan man tillade sig at kalde det for en succes. Men hvem er egentligt de ukendte iværksættere fra København?
I december blev 70 iværksættere inviteret til den aften #CPHFTW blev født, et hashtag, der siden er blevet brugt næsten 4.000 gange (og har medført to store såkaldte Town Hall møder – læs om det første Town Hall møde her). Sammen med dialogen på Twitter er Town Hall møderne der, hvor vi som et community finder ud af, hvem de københavnske iværksættere er, hvad der egentligt sker, og hvordan et startupmiljø kan se ud i København.
Udbredelse og kendskab til det københavnske startupmiljø
Managing Director ved iværksætterorganisationen for universitetsstuderende Gate2Create, Ida Vibroe Wæhrling, deltog også i sidste uges event på Vesterbro, og hun ser initiativet som en mulighed for at få endnu flere til at opdage – og begive sig ud i – dansk iværksætteri.
“CPHFTW Townhall Meeting #2 var beviset på, at vi er mange, der ser en værdi i at have et stærkt fællesskab på den danske startupscene. Som repræsentant for det studenterdrevne iværksættermiljø er det fedt at være en del af initiativer, der kan sparke iværksættergejsten igang hos flere studerende,” siger Ida til Trendsonline.dk.
CPHFTW er i det hele taget omkranset af en positiv stemning, der peger på, at rigtig mange forskellige kræfter alle ønsker at løfte det københavnske startupmiljø og bakke op om initiativtagernes indsats. Den eneste kritik, vi hører, handler om, at deltagerne ønsker mindre snak på “scenen” og mere tid til at tale med de 300 andre spændende iværksættere, der alle er mødt op, fordi de også ønsker at blande sig og løfte miljøet.
“Sidste Town Hall møde var mere dynamisk end denne gang, hvor talere og pitches måske fyldte lidt for meget. Jeg synes overordnet, at det er fedt at være med, og jeg kan godt lide følelsen af medbestemmelse ‘her og nu’. Det giver en følelse af, at der sker noget, og at man er en del af noget,” siger Ida, når vi spørger hende om, hvad der kan forbedres til næste gang.
For der kommer en næste gang, i hvert fald ifølge Partner ved Northcap Rasmus Bjerngaard’s Twitter-pledge til mødet sidste gang, men med invitationer underskrevet “Entrepreneurs of Copenhagen” opstår spørgsmålet om, hvem de iværksættere så er?
Vi har rakt ud efter nogle af de iværksættere, der har lagt kræfter i initiativet for at finde svar på nogle af de ubesvarede spørgsmål.
Det juridiske ejerskab af CPHFTW
I jagten efter opklaring af vores københavnske startup-mysterium, har vi talt med advokat Martin von Haller Grønbæk, der har rødder langt ned i dansk startuphistorie – helt tilbage til Araneum, et at de første danske internet firmaer, som han stiftede med Alexander Aghassipour, medstifter af Zendesk, der fornylig blev børsintroduceret i USA.
Martin von Haller Grønbæk var en del af den ukendte gruppe af initiativtagere, og han har påtaget sig opgaven at varetage CPHFTW brandet, indtil der besluttes på initiativets endelige placering.
“Det er jo ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi forankrer CPHFTW kulturelt, men også juridisk. Det skal udvikle sig hen ad vejen, men der skal være en MVP til at starte med,” siger Martin von Haller Grønbæk til Trendsonline.dk.
Initiativets domænenavn og twitterhandle er registreret i Martin von Haller Grænbæk’s navn, men han fortæller, at det er sandsynligt, at der skal oprettes en uforanderlig fond, frem for en forening, hvor det hele kan ligge, så brandet sikres mod hijacking.
“Det skal ikke være en stor virksomhed, men navn og brand ligger nu hos os, og kan ikke bruges af andre nu. Jeg har en del erfaring på dette område fra open source projekter, og det handler om at finde en fin balance.”
De ukendte Entrepreneurs of Copenhagen
Der har længe været er en form for stilhed og mystik omkring, hvem der egentligt står bag initiativet og invitationerne.
“Vi vil rigtig nødigt have, at der er én talsmand for initiativet, da vi mere ser det som en community-drevet aktivitet. Det er jo ikke kun på grund af os, at vi kan samle 2-300 mennesker,“ forklarer iværksætter og initiativtager Michael Reibel Boesen.
Og nej, det vil være mod initiativets formål, at der findes én talsmand for CPHFTW. Jo flere, der taler “på vegne” af vores community, jo bedre. Èn måde at kickstarte et fælles ejerskab af CPHFTW, er, at gruppen af de 10-15 initiativtagere starter med at sige “vi”, og lukker op for at flere kan følge efter, så ejerskabet af startupmiljøet kan brede sig som ringe i vandet.
Pludseligt har vi ikke én talsmand eller 10-15 talsmænd, men hele tiden 300 nye deltagende talsmænd, der i fællesskab tager del i og bakker op om CPHFTW initiativet og dets aktiviteter.
Martin von Haller Grønbæk løfter forsigtigt sløret for nogle af de meget aktive kræfter bag CPHFTW, og nævner heriblandt iværksætter Sebastion Schwemer, Reboot arrangør og Podio medstifter Thomas Madsen-Mygdal, Partner i Northcap Rasmus Bjerngaard og iværksætter Michael Reibel Boesen – han fremhæver dog, at listen er meget længere.
“CPHFTW er et initiativ en række folk har taget i fællesskab for at få et community op at køre,” fortæller Martin von Haller Grønbæk Tredsonline.dk.
Opbakning fra startupmiljøets iværksættere
Og hvordan får man så et community op at stå? Der er mange forskellige svar på spørgsmålet, rigtig mange meninger og forskellige mål med et fælles startupmiljø i København – nogen ønsker at vi lærer hinanden at kende, og hjælper hinanden mere, mens andre kigger mere på en fælles agenda eller er optaget af vigtigheden af et fællesskab, som vi kan showcase overfor omverdenen, blandt andet for at tiltrække investor-øjne.
Der må egentligt også gerne være mange, og forskellige, årsager til at CPHFTW initiativet er en rigtig god idé, og noget der er værd at bakke op om. Men hvordan tager det fat og vil de københavnske iværksættere tage det til sig og gøre det til deres?
Géza Bence Molnár er flyttet til København og er co-founder af det danske (hardware) startup Simplight, der udvikler en pære, der er selvregulerende, så brugeren får den rette mænge lys på det rette tidspunkt af dagen.
“I think the CPHFTW is a great initiative, and I believe it can improve the ecosystem on a long term basis. It is a great opportunity also from the perspective of an expat, as it helps me to expand my network and introduce myself,” siger en positivt stemt Géza.
Erhvervsstyrelsen og etablerede startups støtter også op
Og det er ikke kun startupmiljøets egne iværksættere, der bakker op om initiativet. CPHFTW trækker endog også folk til som Anders Hoffmann, vicedirektør for Erhvervsudvikling og Internationale forhold i Erhvervsstyrelsen og Morten Elk, Founder & CEO SimpleSite (tidligere 123hjemmeside).
Det offentlige har i nogle sammenhænge endnu et dårligt ry, især for at misforstå startupmiljøets behov, og vi spurgte derfor Anders Hoffmann, hvorfor han valgte at deltage i CPHFTW eventet sidste gang.
“Erhvervsstyrelsen er en stor spiller på erhvervsområdet, vi har lovgivningen, indberetningsløsningerne og erhvervsfremme indsatsen. Vi er en relativt ny styrelse og vil gerne opfatte som en medspiller for både iværksættere og andre virksomheder. Vi vil skabe de bedste vækstvilkår, og det tror jeg, kun vi kan i samarbejde med andre. Derudover har jeg arbejdet med iværksætterpolitik i rigtig mange år og brænder for området!”
Også iværksætteren Morten Elk fra SimpleSite, ser værdien i, at CPHFTW møderne synliggør startupmiljøet især internt blandt de københavnske iværksættere.
“Jeg synes først og fremmest, det er rigtig godt, at vi får mere gensidig synlighed i miljøet. Der er naturligvis allerede mange steder at finde hinanden, TechBBQ er et godt eksempel, men den lidt mere frekvente og uformelle model i CPHFTW er også rigtig god. Jeg er selv virkelig glad for muligheden for at få opdateringer og introduktioner til de andre spændende virksomheder og initiativer. Det er også en god platform til at synliggøre andre, mere fokuserede initiativer, som f.eks. et Growth Hacker event.”
Morten Elk opfordrer samtidigt til at fastholde et højt niveau, således at deltagerne får noget ud af deltage hver gang.
“Jeg håber og tror, der kan findes nogle solide indholdselementer, som er der hver gang, og som vil være en indholdsmæssig grund til at komme til begivenheden igen og igen. For eksempel er præsentationen af startups og initiativer helt naturlig og klart værd at komme (tilbage) til. Jeg tror, at levedygtigheden af initiativer som CPHFTW er, at der løbende præsenteres solidt indhold, som er værd at komme efter hver eneste gang.”
Det er en stor opgave, som de københavnske initiativtagere har påtaget sig, men opbakningen er overvældende fra alle sider af startupmiljøet. Det københavnske startupmiljø løfter i flok, og det andet Town Hall møde sidste tirsdag viser både nye og gamle ansigter.
Se flere billeder fra Town Hall mødet #2.
1 kommentar