Arkiver

Nyheder

6000 danskere elsker fodbold – og Tonsser

Efter kun en måned online er 10 % af alle danske fodboldklubber og 6000 brugere med på den sociale fodboldplatform Tonsser, der forener breddefodbold på tværs af klubber, hold og rækker digitalt som en hybrid mellem Football Manager og Facebook for fodbold. Af Mette Wraae Hansen

Vi ser dem på TV, hænger dem op på børnenes værelser og spiller med dem i FIFA. Fodboldspillere som Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic bliver elsket og anerkendt overalt – men hvorfor er denne eksponering egentlig kun forbeholdt de allerbedste spillere i verden?

Netop denne tanke forsøger det sociale fodboldmedie, Tonsser, at forene med klubfodbold hos alle interesserede i Danmark. Efter en lille måned i luften har ca. 6000 danske fodboldspillere fundet vej, og målet er at få alle spillere – uanset niveau – til at spille mere fodbold ved at føle sig som professionelle.

Læs også: Social fodboldplatform modtager allerede anden investering.

Fodbold skal være sjovt, før det kan blive godt

Tonsser er virkelighedens blanding af Facebook og et fodboldmanager spil. Tonsser giver blandt andet indsigt i din egen fodboldkarriere. Du kan få et overblik over, hvordan du præsterer kamp for kamp, få mulighed for at klikke rundt blandt holdkammerater og modspillere samt at blive en del af en social og transparent fodboldverden.

I Danmark hvor Tonsser platformen nu er live, er spillere fra alle niveauer allerede i gang – og ikke i tvivl om, hvorfor du som spiller også skal hoppe med på den nye digitale fodboldvogn:

“Du skal bruge Tonsser, fordi det er sjovt at sammenligne sine stats med andre holds, og så er det lærerigt samtidig. Det giver dig en indsigt som ellers ikke er tilgængelig,” fortæller talentet Oliver Lønfeldt som både er en del af OBs U17-Ligahold og U17-landsholdet.

Læs også: Usertribe opkøber moderselskab kun 3 år efter opstart.

Tonsser_PeterHolmNetop det at fremhæve ‘det sjove’ ved fodbolden, ser Peter Holm, medstifter af den Aalborgensiske virksomhed, som hele essensen af Tonsser.

“Tonsser handler om motivation. Motivation for at komme til træning, i form og spille mere og bedre fodbold.”

Og hvor man almindeligvis kun følger toppen og de professionelle fodboldspillere, vil Tonsser samle spillere fra alle niveauer.

“Små 600 hold fra Serie 6 til toppen er repræsenteret på Tonsser og vi har oplevet, hvordan engagementet er lige stort, uanset hvilket niveau du spiller på,” uddyber Peter Holm, som samtidig fortæller, at 168 danske klubber pt har hold på Tonsser, hvilket svarer til 10 % af de klubber, som DBU registrerede havde tilmeldte fodboldhold i 2013.

Superligatopscoreren leger med

Særligt på ungdomssiden kan man mærke en stor tilstrømning, hvor blandt andet holdene fra de to U17 og U19 Ligaer stort set alle benytter Tonsser. Det samme gør sig gældende for flere Superligaspillere og hold, såsom den nuværende og brandvarme Superligabomber Mads Hvilsom fra Hobro IK:

“Du skal bruge Tonsser, fordi du ligesom jeg altid har kunne lide at se de store internationale spilleres statistikker, og har haft lyst til at have samme muligheder selv,” siger han. Mads Hvilsom sidder herunder nummer tre fra venstre.

Læs også: Product Hunt sender virtuelt pitch værkstøj på det internationale marked.

Massivt internationalt potentiale

Om Tonsser så kan bidrage til, at flere når toppen som Mads Hvilsom har gjort, må tiden vise. Men selvom Tonsser blot lige er startet og kun beskæftiger ca. 6000 spillere i lille-bitte Danmark ud af, hvad FIFA vurderer til at være et globalt marked på ca. 300 millioner, tror Peter Holm på, at verdens fodboldspillere er klar til at indtræde i en ny tidsalder:

“Forestil dig, at Tonsser havde eksisteret siden man selv var 15 år, og man dermed havde alt fra sin fodboldkarriere samlet et sted. Hvem ville ikke ønske det? Og vi vil rigtig gerne være med til at give de muligheder til nutidens og fremtidens spillere,” slutter Peter Holm.

1 kommentar

Skriv et svar