Arkiver

Nyheder

IVÆKSTprisen byder på de yngste nominerede nogensinde

Størstedelen af de nominerede til Årets IVÆKSTpris har fået IT ind med modermælken. I år er der nemlig flere nominerede iværksætter-talenter, som er født i 90’erne end nominerede over 35 år. Af Pia Ella Elmegård.

IVÆKSTprisen uddeles nu for 7. år, og har i år haft 474 bud på, hvem der fortjener en iværksætter-pris og har dermed slået sin egen rekord på antal indstillinger.

36 virksomheder og iværksættere er blevet udvalgt i de 6 kategorier: Årets Væksteventyrer, Årets Udkantsiværksætter, Årets Idealist, Årets Kvindelige Iværksætter, Årets Vovehals, og kategorien Årets Unge Håb.

28 pct. er født i 90’erne

I år er feltet yngre end nogensinde. Hele 28 pct. af de nominerede iværksættere er nemlig født i 90’erne, men det ser ikke ud til at være nogen hindring for millionforretninger og kreative koncepter.

LouiseNielsen_IvaekstprisenI år er akkurat 50 pct. af de nominerede iværksættere født i 80’erne, og de er dermed mellem 25 og 34 år, hvilket efterlader blot 8 nominerede iværksættere, der er ældre end 35 år.

“Der bliver flere og flere både digitale og miljøvenlige koncepter, og igen i år er den allerstærkeste kategori Årets Unge Håb. Men feltet er generelt yngre end tidligere, hvilket også stemmer godt overens med den stigende interesse for iværksætteri, som vi oplever hos landets unge,” fortæller Louise M. Ø. Nielsen, der er projektleder på IVÆKSTprisen.

Det er den gode iværksætterhistorie og ikke kun økonomiske nøgletal, der afgør, hvem, der skal op på sejrsskamlen til prisuddelingen. Prisens formål er at støtte virkelysten og vovemodet i de danske virksomheder ved at sætte fokus på de mange inspirerende succeshistorier.

Årets Pitch 2014

I år kommer vi til at se et nyt initiativ på scenen, som de har døbt Årets Pitch 2014.

“De indledende runder bliver afholdt i forbindelse med Pitch Boot Camp, som er en del af Erhvervsstyrelsens Uge47. På prisaftenen for IVÆKSTprisen afholdes finalen, hvor de 3 finalister skal dyste live på scenen om titlen,” siger Louise M. Ø. Nielsen.

Det er kun de 36 nominerede til IVÆKSTprisen 2014, der kan deltage i Pitch konkurrencen. Til gengæld er alle velkomne til at deltage på den såkaldte Pitch Boot Camp.

IVÆKSTprisen er skabt i et samarbejde mellem IVÆKST, DANA, Google, Deloitte og e-conomic – organisationer, der i forvejen samarbejder med vækstlaget i dansk erhvervsliv.

Stem inden 28. november

Fra d. 31. oktober til den 28. november kan du stemme på en af de seks nominerede i hver kategori. Vinderen af hver kategori offentliggøres til IVÆKSTprisen, som afholdes den 4. december hos Deloitte.

Afgiv din stemme og læs mere om de nominerede her.

1 kommentar

Skriv et svar