Arkiver

BusinessNyheder

IT-Branchen har fået ny direktør

Mandag d. 1. December blev første arbejdsdag for IT-branchens nye direktør, Birgitte Hass. Hun har over 30 års erfaring i IT-erhvervet på CV’et og en fortid som direktør i IT-virksomheden FDC samt som leder i IBM. Af Louise Løvendahl Johansen

Med over 30 års erfaring i IT-erhvervet er det en erfaren kvinde, der er tiltrådt stillingen som den nye administrerende direktør i ITB.

”IT-branchen kan og må drive væksten og innovationen i Danmark, og det er en spændende branche at arbejde for og med,” siger Birgitte Hass.

Birgitte er blevet ansat, efter den tidligere administrerende direktør, Morten Bangsgaard, i sommer forlod ITB.

Strategi for fremtiden

Som ny direktør har Birgitte som første arbejdsopgave at lægge en strategi for de næste 2 år for ITB.

Kun en uge efter ansættelsen er strategien i fuld gang med at blive opdateret, og det første møde i den sammenhæng er allerede blevet afholdt, med fokus på segmentering.

Birgitte Hass fortæller desuden om en helt tydelig og overordnet strategi for ITBs fremtid.Birgitte Hass

”Det gælder om fortsat at slippe kræfterne fri og bringe medlemmernes idérigdom og ressourcer i spil”, fortæller hun og fortsætter:

Vi skal som brancheforening sætte dagsordenen og sikre, at medlemmerne effektivt påvirker IT-dagsordenen i forhold til branchen, medier, ministerier og myndigheder… ITB skal understøtte medlemmerne i at skabe vækst”.

Gode fordele for start-up virksomheder

ITB er Danmarks største brancheforening for selvstændige. Medlemstallet har rundet 300 virksomheder, som tæller både små og store virksomheder. Heriblandt tæller flere start-ups virksomheder, som eksempelvis onomondo, Drivr, Penneo, Queue-it og Early Bird, blandt medlemmerne.

Som vækstskabende branche skal virksomheder, inklusiv start-ups, have fordele ved at være medlem hos ITB og bare i løbet af sidste uge, blev der afholdt to arrangementer, med formanden i spidsen, hvor der blev sat fokus på virksomheders muligheder uden for landets grænser.

”Specielt arrangementet med alle Udenrigsministeriets it-rådgivere var velbesøgt og spændende,” siger Birgitte Hass.

Allerede efter en uge lyder det til, at den nye direktør har fået sat sit præg på IT-Branchen, og der vil blive travlt de kommende måneder, da den endelige strategi skal ligge færdig til bestyrelsesmøde i februar 2015.

Skriv et svar