Det er kun få uger siden, at det sidste SCALEit-hold rejste hjem fra det seneste træf i Silicon Valley. Blandt sidste års alumner er Planday, time-management iværksættervirksomheden, der tidligere på året lukkede en investering på 22 millioner danske kroner fra ventureselskab Creandum. Af Louise Løvendahl Johansen
Danske Planday var en del af alumne-holdet på SCALEit i 2013. Her mødte de ventureselskabet Creandum, der før har investeret i virksomheder som iZettle, Vivino og Autobutler. I foråret 2014 kunne de to parter offentligøre en stor investering.
Mødte investor på SCALEit
Første gang Plandays CEO Christian Brøndum mødte Johan Brenner fra Creandum var netop på SCALEit i Silicon Valley sidste år.
”At finde og vælge den rette VC tager tid og mange møder. Af os som virksomhed krævede det, at vi lærte at pitche vores virksomhed og potentiale,” siger Christian Brøndum, og fortsætter:
”Creandum forstod med det samme, hvad vi ville med Planday, og at vi havde en unik teknologi. Samarbejde, værdisætning, ejerandel og alle de øvrige kontraktuelle detaljer gik op i en højere enhed. Derfor blev det Creandum, vi gik med, og det er vi glade for. De forstår os, de forstår SaaS, og de tænker globalt.”
Investeringssummen lød på 3,75 millioner dollars, eller rundt regnet 22 millioner kroner.
Læs også: Spotify-investor skyder penge i dansk vagtplanlægningsværktøj
Bedre system og global udvikling
Planday, der har udviklet et online vagtplanlægnings- og HR system, har siden investeringen arbejdet på at gøre deres produkt endnu bedre. I 2014 er Planday gået fra en medarbejderstab på 15 til omkring 50.
”Vi har brugt 2014 på at opbygge teamet, som i 2015 virkelig skal levere. Vi investerer i tre forskellige områder: Marketing, Mennesker og Produkt. Marketing er nøglen til at vækste os på et globalt plan, så her skalerer vi også op på vores aktivitetsniveau,” siger Christian Brøndum
For et par måneder siden åbnede Planday kontor i London og er snart klar til at indtage hele Storbritannien med deres produkt. Men Planday stopper ikke her. Virksomheden har et klart ønske om at gå globalt.
”Vi har netop lanceret vores nye website, først i England (planday.co.uk) og kommer til at lancere det på de nordiske markeder i løbet af december. Det har allerede fået en meget positiv respons og er integreret med den nye self-onboarding, så det er absolut en af de primære drivers til at skabe vores vækst i 2015,” siger Christian Brøndum.
Flere skal have succes på SCALEit
Innovation Center Denmark, som står bag SCALEit, har en mission om, at flere danske iværksættervirksomheder skal have succes gennem SCALEit programmet.
“Udgangspunktet for SCALEit er et ønske om at inspirere flere iværksættere til at tænke stort, når de starter virksomheder og så assistere danske startups med at tage nogle af de første skridt mod at skalére i en global kontekst,” fortæller Lene Sjørslev Schulze, Deputy Director i Innovation Center Denmark og fortsætter:
“Ved at bygge bro til det unikke iværksættermiljø der findes i Silicon Valley, ønsker SCALEit at medvirke til, at flere danske opstartsvirksomheder accelererer til global vækst,” siger Lene Sjørslev Schulze.
SCALEit-programmet giver hvert halve år en række iværksættervirksomheder mulighed for at skalere deres virksomheder i Silicon Valley.
Læs også: Syv danske startups deltager i efterårets ScaleIT i Silicon Valley
1 kommentar