Den populære søgemaskine for brugte biler, AutoUncle, satser nu for alvor på deres app tjeneste. Deres eksisterende app kommer ikke bare i en opdateret udgave, de lancerer også en helt ny. Af Mia Grosen
Tidligere har vi skrevet om AutoUncle, der især kom i søgelyset med sagen mellem den lille iværksættervirksomhed og eBay-ejede Dba.dk og BilBasen. Sagen hindrer dog ikke den 4 år gamle virksomhed i fortsat at udvikle nye initiativer.
Læs også: AutoUncle vil kæmpe i højesteret
Makeover af den eksisterende app
At AutoUncle tilbyder deres service som app, er ikke noget nyt. Allerede tilbage i 2012 lancerede firmaet deres første apps med fokus på muligheden for at søge brugte biler på tværs af hele markedet.
Denne app er nu blevet opdateret, ikke bare på designdelen, men også funktionsmæssigt:
“Vi har lyttet til brugerne og har tilføjet mere af det, de elsker. Det vil sige, der er kommet endnu større fokus på søgefunktionen. En algoritme husker nu, hvad du senest har søgt på og gemmer disse, så brugeroplevelsen bliver mere personlig,” udtaler Johan Frederik Schjødt, direktør i AutoUncle.
Derudover er det også blevet nemt at søge på brugte biler i andre lande, da alle resultater nu bliver vist på dansk.
Læs også: Podcast #67 – Interview med Johan Frederik Schjødt – AutoUncle
Nyt fokus: Vurdering af biler
Hvor der i den tidligere app er fokus på søgningen blandt brugte biler, vil der i den kommende app være 100 pct. fokus på vurderingen af biler. Det vil sige, at du kan slå enhver bil op på din telefon og straks få en markedspris af vide.
“Forestil dig du kommer gående på gaden og ser en bil, du godt kan lide. Så kan du altså slå den op med det samme på din telefon og finde ud af, hvad præcis den model kan sælges for på markedet” forklarer Johan Frederik Schjødt.
I tråd med mange andre iværksættervirksomheder, sætter AutoUncle fokus op at skabe mere transparens til brugerne på deres marked. AutoUncle viser dagligt over 5 millioner bilannoncer fra 1500 hjemmesider i ni europæiske lande.
Appen kommer i første omgang til iOS og bliver tilgængelig i App Store inden for de næste par måneder.