Helpfully lancerer hjælpsom app til travle danskere

Savner du en, der vil lufte din hund, støvsuge nullermændene op eller passe børnene? Fra starten af marts kan du med få klik på din telefon finde hjælpende hænder via en ny mobil tjeneste. Den danske iværksættervirksomhed Helpfully står bag app’en, der skaber kontakt mellem mennesker, som befinder sig i nærheden af hinanden. 

Vil du være med til starten på et landsdækkende tiltag, så kan du allerede nu melde dig til på hjemmesiden. Det kan du også, hvis du ønsker at tilbyde din hjælp.

Tid, en mangelvare i vores samfund

Helpfully er udtænkt af ejer Jeppe Klausen, der ser en helt klar tendens i vores samfund:

“Tid er blevet en mangelvare. Vi får i stigende grad hjælp til alt det praktiske for at få mere overskud til det vigtige, familien, arbejdet eller noget helt tredje – tænk på koncepter som Aarstiderne og nemlig.com. Ud fra den betragtning har en tjeneste som Helpfully manglet, mener jeg,” forklarer han og uddyber:

“Søger man i dag efter en hundelufter, rengøringshjælp eller børnepasser, er det faktisk ret besværligt. Det ved man, hvis man har prøvet. Med vores app kræver det kun, at man har en smartphone, og efter et par klik på den, skal der gerne være et match. Endda med en, der befinder sig lige rundt om hjørnet. Det er da nemt.”

Læs også: GoMore samarbejder med Q8 og giver gratis kaffe til deres medlemmer

Fungerer på teknologi og tillid mellem mennesker

Jeppe Klausen har tidligere haft succes med virksomheden Process Factory, der leverer it-løsninger til forsikringsbranchen. I februar 2013 solgte han den til FDC, hvor han indtil starten af 2014 fungerede som administrerende direktør. Herefter opstod idéen til Helpfully, hvor indsigten i den teknologiske verden ikke fornægter sig:

”Vi lancerer på Amazons cloud-platform og har en solid Java-baseret backend. Derudover lancerer vi både på Jeppe Klausen HelpfullyiPhone og Android, og her arbejder vi med Cordova, der muliggør at “crosscompile” til de fleste smartphones på markedet. Vigtigst af alt er, at vi står med en fuld skalerbar platform, som er gearet til både flere sprog samt fremmed valuta,” forklarer ejeren.

Forbillederne findes blandt tjenester med fokus på fællesskab og tillid i mødet mellem mennesker. Jeppe Klausen har blandt andet skelet til danskernes foretrukne samkørselsplatform GoMore og den amerikanske ydelsesudbyder TaskRabbit:

“GoMore fungerer, som jeg ser det, af tre overordnede årsager: Det er ultranemt at bruge, både bilist og passagerer får noget ud af det, og samtidig møder de begge nye og spændende personer. Det kan jeg godt lide. Alt det er også til stede i vores mobile tjeneste,” forklarer Jeppe Klausen.

Læs også: App mod tandlægeskræk får millioninvestering fra flere sider

Konkurrencen inspirerer og motiverer

TaskRabbit, som en del herhjemme måske ikke kender, er inspirerende, mener Jeppe Klausen, fordi den forbinder folk med hjælpere fra nabolaget. Det er også tilfældet med Helpfully:

“Jeg kan godt lide tanken om, at man, ved at få hjælp af en tæt på, skaber værdi i sit eget nærområde. Både i økonomisk og social forstand. Pengene gør gavn hos naboen, der har passet dine børn, og du kan så måske på et andet tidspunkt hjælpe hende eller ham med computerproblemer,” pointerer ejeren og tilføjer:

“Elementet af deleøkonomi differentierer os desuden fra andre spillere på markedet, mener jeg. Vi er også anderledes ved udelukkende at være en mobiltjeneste, og vi agerer ikke vikarbureau som eksempelvis HandsOn. Men konkurrence er generelt godt, synes jeg – især nu, hvor ingen inden for området har nogen speciel traction.”

Helpfully med Jeppe Klausen i spidsen har indtil videre to fastansatte. De, Andreas Asmuss og Mikkel Markvardsen, er begge udviklere af tjenesten. Virksomheden holder til i København NV hos Rocket Labs, et kontorfællesskab for digitale iværksættervirksomheder.

Læs også: Ny dansk platform vil øge beskæftigelsen i Danmark

Læs også

Top