I går deltog Shopsonline i konferencen: Digital innovation i livsstilsbranchen arrangeret af, Dansk mode & tekstil, Service Platformen & FDIH. Dagen bød på en masse oplægsholdere, der berørte emner så som: omni-channel, digitalisering, vækstpakken og meget mere. – Af Camilla Uldahl.
Første oplægsholder var Christian Lorentz Petersen fra Dyrberg Kern, der fortalte om deres igangværende proces med at skabe et univers på tværs af kanaler. Formålet var for dem at skabe unikke kundeoplevelser og samtidig skabe langsigtede kunderelationer. Dyrberg Kerns nye strategi byder på mere personalisering og storytelling omkring deres danske brand.
Dernæst trådte Benny Kristensen fra Leander på scenen og snakkede omkring deres digitaliseringprocess fra offline til online. De har igennem det sidste års tid arbejdet hårdt på at gå online, uden at sænke priserne. 85 pct. af deres salg foregår til eksportmarkeder og deres digitaliseringsproces har gjort at de kan tilbyde kunderne et login, der giver adgang til relevante informationer, men aller vigtigst har de med digitaliseringsprocessen formået at nedkorte deres leveringstid fra 7-14 dage til at kunne sende leveringen samme dag eller dagen efter.
Læs også: Er omni-channel en god strategi for detailfolk?
Digitalisering og Erhvervsstyrelsen
Den digitale vækstpakke og dens betydning for ecommerce branchen var også på agendaen. Her fortalte Niels May Vibholt fra Erhvervsstyrelsen omkring vigtigheden af digitalisering i form af at skabe værdi for egen virksomhed og samfundet, bidragelse i forhold til vækst og BNP samt muligheden for at ekspandere til udlandet.
Der blev nævnt at vækstpakken arbejdede ud fra blandt andet to parametre: nemlig tværgående digitalisering i dansk erhverv og anvendelse af Big Data. Den tværgående digitalisering består af at styrke dansk detail og engro handel i form af cross-channel, barrierefjernelse til eksportmarkeder, skabe opmærksomhed på ecommerce og ikke mindst styrke danske virksomheder internationalt. I forhold til Big Data skal der skabes fokus omkring de data’er, man som virksomhed har adgang til heriblandt via sociale medier og interne kundekartoteker. Derudover har Erhvervsstyrelsen givet 12 mio. kr. til at understøtte virksomheder, der kan bane vejen for Big data og endvidere er der frikøbt data, der bliver tilgængeligt for alle.
Læs også: Vækstplanen skal øge eksporten via e-handel
Til sidst nævnte Niels May Vibholt at personfølsom data skal beskyttes og må ikke nedprioriteres, derfor findes der nu et sikkerhedsmærke, der tildeles webshops, som har fået gennemført et online sikkerhedstjek.
Nyeste teknologier
Preben Meyer fra Innovation Lab kom nærmere ind på hvilke trends og fænomener vi vil se meget mere af i de kommende år. Han nævnte blandt andet at vi ikke må glemme PC’en, som vil komme til og gøre et ”comeback” i og med vi som forbrugere stiller større krav til skærmstørrelser på de forskellige devices. Derudover vil der være meget mere fokus på Internet of things (IoT), i og med at internettet anvender cloudløsninger, beacon, LTE Direct, også kendt som 4g, og andre trådløse teknologier.
Preben Meyer nævnte endvidere at vi ville komme til at se mere til smartphones uden stik, wearables, Face Time robotter, Big data og omni-channel.
Fra flop til online succes
Shoe the Bear var på scenen for at fortælle om, hvordan man kan skabe online succes via store online kanaler, så f.eks. gennem Zalando og Asos. Thomas Frederiksen, informerede os om at de var klar over at ecommerce, var vejen frem, men de ønsker fortsat at satse på de fysiske butikker. Derfor har de arbejdet hård med omni-channel og på at skabe en strategi, hvor alle forhandlere skal uddannes i Shoe the Bears produkter, fordi det er dem, der har ansvaret for at sælge direkte til slutbrugeren. Slutbrugeren skal også være i fokus i den digitale verden, derfor vil der indenfor en uges tid blive lanceret live videoer, hvor hver enkelt produkt beskrives kort og præcist for forbrugeren. Dette skal skabe en personlig relation til forbrugerne uanset via hvilken kanal, der shoppes fra.
Konferencen bød udover ovenstående på en masse spændende cases, fra flere danske virksomheder, med forskellige problemstillinger i forbindelse med digitaliseringen.