Arkiver

Nyheder

Wonday vil sætte en stopper for stempelkort med iBeacons

Wonday er en app, der vil hjælpe dig med at holde styr på alle de mange stempelkort, du samler ind på caféer, barer og restauranter ved at benytte iBeacon teknologi. Af Niklas Joensen

Hvis du er træt af at holde styr på en masse fysiske stempelkort, så kan du i stedet bruge appen fra Wonday, så kan butikken nemlig give dig dine stempler helt automatisk.

Ideen til appen blev til, da Nicolai Afseus, som arbejder med boligfotograferne Zigna, var i New York sidste år. Her opdagede han appen Perka, som samlede hans stempler ved at scanne en QR-kode. Han tænkte, at det måtte der også være et marked for i Norden, men han mente dog også, at det kunne gøres smartere, det vil sige uden QR-koder._DSC3984_V1

Da Nicolai Afseus kom hjem snakkede han med sin medejer i Zigna, Jesper Lundsgaard Hansen, og de besluttede straks at gå i gang. De teamede op med Ajukreizi, som står for designdelen og Death By Code, som har stået for selve app-udviklingen. Til sammen et meget forskelligartet hold med hver deres spidskompetencer.

iBeacons gør det nemt for forbrugeren

For at du kan få dine stempler i butikken, har Wonday valgt at bruge din telefons Bluetooth til at kommunikere med et iBeacon, som er i butikken. Om valget af iBeacons siger medstifter Nicolai Afseus:

Grunden til, at vi bruger iBeacons, er en ren og skær funktionel ting. Det er for at gøre livet nemmere for brugeren. iBeacons er en lille “sender”, vi sætter op i hver butik,” siger Nicolai Afseus og fortæller videre, hvordan iBeacons virker:

Når man som bruger af appen kommer ind i butikken, genkender vores iBeacon og appen hinanden og gør så at butikken på deres skærm kan se, at nu er Kamilla “checket ind”, hvorefter de så kan belønne med et stempel, hvis du køber noget. Det er for at gøre hele processen automatisk sådan, at brugeren kan lade sin mobil ligge i lommen og ikke skal til at bøvle med at scanne QR-koder eller indtaste koder.

Wonday netværket skal give forbrugerne sikkerhed om butikkens kvalitet

_DSC3984_V2Ifølge Nicolai Afseus så er det målet for Wonday at blive Skandinaviens foretrukne mobilbaserede funktion til at opbevare og indløse stempelkort og beløninger hos kvalitetsbevidste butikker. Derudover er der også planer om at indbygge betaling i appen, så man både kan betale og modtage sin belønning på samme tid.

Konkurrenterne i Danmark tæller blandt andet FidMe, ReturnTool, StampCity og Just Collect. Af de fire virksomheder er det dog ifølge Nicolai Afseus Just Collect, der er den tætteste konkurrent, da de ligesom Wonday også benytter iBeacons.

Vi kommer til at have et noget mere urbant fokus, og oversigten over tilmeldte butikker i vores app kommer til at have nogle kvalitetskrav, sådan at det at være med i Wonday netværket er en blåstempling og også en måde for forbrugerne at opdage nye steder, de kan stole på, er garanter for god kvalitet,” fortæller Nicolai Afseus og fortæller, hvordan Wonday differentierer sig fra konkurrenterne:

Samtidig kommer vores fokus til at ligge udelukkende på mad, kaffe, øl- og vinbarer, hvor Just Collect også har frisører, mobilbutikker og et noget mere blandet sortiment af butikker,” fortæller han og bemærker desuden, at Wonday lægger meget vægt på, at brugeren skal gøre så lidt som muligt for at få sine stempler.

Se explainer video fra Wonday her:

Skriv et svar