Den serbiske medtech-app, TeleSkin, vandt sidste år den europæiske vækstkonkurrence, Next Step Challenge, som danske Accelerace står bag, og som har hovedsæde i Esbjerg. Teleskin vandt en pengepræmie på to millioner kr. Nu sætter de turbo på væksten med en venture-investering på seks millioner kr. Af Josefine Maria Hansen & Pia Ella Elmegård
TeleSkin har udviklet appen skinScan, hvis vision er at revolutionere forebyggelsen af hudkræft. Løsningen bygger på mere end 30 års erfaring med identificering af hudkræft og virker ved, at man tager et billede af sit modermærke, der viser, om modermærket er typisk eller atypisk. Det er også muligt at sende billedet til tilknyttede specialister, hvorefter man får en ekspertvurdering.
Den primære investering kommer fra SEED Capital, Danmarks største venturefond inden for tidlig stadie iværksættervirksomheder, der fokuserer på særligt medtech og teknologi-virksomheder.
De bedst kendte iværksættervirksomheder, som SEED Capital også har investeret i inkluderer biludlejning og delebilsservice GoMore, deal aggregator Bownty og løbe-appen Endomondo, der blev opkøbt tidligere på året.
Læs også: Endomondo solgt til Under Armour for 575 millioner DKK
Udenlandsk iværksætterhjerne bliver i kræft-mekka Danmark
Teamet bag TeleSkin består af serbiske IT-specialister og læger. Deres app forventes nu lanceret i løbet af første kvartal 2015.
Beslutningen om at udvikle produktet på dansk jord, forklarer medstifter og CTO Zeljko Ratkaj med, at Danmark er det land i verden, som har tredje flest tilfælde af modermærkekræft, hvorfor det altså giver god mening, at udvikle produktet her i landet.
Investeringen skal bruges på at få deres produkt i markedet og styrke teamet her i Danmark.
”Planen er, at vi lancerer i Danmark først og så efterfølgende Skandinavien og resten af Europa. Sidste år var fantastisk for os, men jeg tror, at i år bliver endnu mere spændende med nogle interessante udfordringer forude. Vi ville ikke have det på nogen anden måde,” lyder det fra Zeljko Ratkaj.
Det fynsk-baserede Welfare Tech Invest og en serbisk investor, Aleksandar Obradovic, står for en mindre del af den samlede investering på seks millioner kr. Welfare Tech Invest er en dansk venturefond grundlagt af Region Syddanmark med særligt fokus på medicoteknik og velfærdsteknologi, og som i det daglige drives af Accelerace.
”Vi glæder os til at følge TeleSkin, der med kombinationen af medikoteknisk knowhow og digital teknologi kan bekæmpe et stigende globalt problem. Gennem vores vækstprogram har TeleSkin taget store skridt fremad med et dygtigt og engageret team med mere end 30 års erfaring indenfor hudkræft,” siger Søren Lottrup, Partner i Accelerace, der er managementselskab for Welfare Tech Invest.
Welfare Tech Invest investerer i iværksættervirksomheder, der er under 5 år gamle og som har et skalerbart produkt der er patenterbart eller beskyttet på anden vis. Investeringer foretages i hele landet, men virksomhederne skal have en væsentlig aktivitet i Region Syddanmark, som Teleskin der efter deltagelsen i acceleratorforløbet Next Step Challenge, valgte at blive i Esbjerg.
Welfare Tech Invest blev desuden kåret som en af Europas bedste klynge-organisationer i 2014, for sin indsats for at fremme udvikling og implementering af dansk velfærdsteknologi. De huser blandt andre danske iværksættervirksomheder som Idify, der hjælper mennesker med demens og deres pårørende til øget livskvalitet i takt med at sygdommens udvikling, og MobilizeMe, et system til personer med kognitive handicap og deres støttepersoner.
Læs også: SEED Capital og Welfare Tech investerer i protese-teknologi
Danske SEED Capital tror på mobile health IT-investeringer
Mobile Health er et bredt begreb, der dækker over alt lige fra wellness til mere traditionel medicinsk praksis understøttet af mobile enheder. Eskalerende udgifter i sundhedssektoren er et stigende problem, og det kan Mobile Health være med til at afhjælpe, ved at flere og flere handlinger, som før kun kunne udføres hos lægen eller på hospitaler, rykker over på vores smartphones.
”Det gør brugerne i stand til at monitorere deres egen sundhedstilstand og den empowerment af patienterne kan være med til at lægge et konstruktivt pres på innovation i sundhedssektoren udefra,” siger Jón Ingi Benediktsson, Investment Director i SEED Capital.
”Vi har mange års erfaring med både Medtech og IT-investeringer og da Telskins SkinScan ligger i spændfeltet mellem de to, så er jeg sikker på, at vi er det helt rigtige match i forhold til at få TeleSkin op at flyve. TeleSkin har et rigtig stærkt team og kan være med til at revolutionere forebyggelse af hudkræft i fremtiden,” lyder det fra Investment Director i SEED Capital, Jón Ingi Benediktsson.
Jón Ingi Benediktsson har mere end 20 års erfaring fra Life Science branchen i Danmark, og blev udnævnt Investment Director for SEED Capital’s Medtech team i september 2014.