Arkiver

Nyheder

Dansk mobildatabase får 136 millioner

Realm, et dansk startup, der har skabt en innovativ mobil database, har fået 136 millioner kroner i investering.

Af Torben Kloster

Der er fuld fart på investeringerne i de danske, teknologiske opstartsvirksomheder. I går kunne Falcon Social, der hjælper virksomheder med at være synlige på sociale medier, præsentere en stor investering. Senere samme dag kom der så endnu en investering i en dansk iværksætter-ide.

Det drejer sig om Realm, tidligere kaldet TightDB, der har skabt en unik mobil database. En database, der fylder under 1 MB, fungerer offline og er super hurtig, fordi den ligger lokalt på dit mobile apparat. En database, der sparer for eksempel app-udviklere både tid og penge.

Ifølge virksomheden selv kører databasen allerede på mere end 100 millioner enheder. Og nu får Realm altså mulighed for at udvikle sig endnu mere. Amerikanske Khosla Ventures og Scale Venture Partners har tilsammen investeret 20 millioner dollars i Realm, hvilket svarer til over 136 millioner kroner.

Mødte Mark Zuckerberg – og så gik det hurtigt
Realms hovedkontor ligger i San Francisco, men virksomheden har også kontor i det indre København. Bag Realm står de to danske iværksættere Alexander Stigsen og Bjarne Christiansen. Tilbage i 2011 var de en del af det prestigefyldte iværksætterprogram Y Combinator, der holder til i San Francisco.

Gennem programmet mødte stifterne blandt andre grundlæggeren af Facebook Mark Zuckerberg. Han var meget imponeret over deres ide, og efter mødet med ham blev Alexander Stigsen og Bjarne Christiansen introduceret for adskillige ledende skikkelser i Facebook og andre store virksomheder. På den måde blev Realms software gennemtestet af mange eksperter – og eksperterne var meget tilfredse med resultaterne. Herefter tog det ikke lang tid, før investorerne begyndte at fatte interesse for Realm.

Realm har tidligere opnået investeringer på omkring 55 millioner kroner, hvilket bringer den samlede investering op i omegnen af 200 millioner kroner. Virksomheden har på nuværende tidspunkt omkring 21 ansatte verden over, og nogle af investeringspengene skal bruges til at fordoble det antal.

Skriv et svar