Arkiver

Nyheder

Fart over feltet hos danske Huuray

Det går stærk for øjeblikket hos startuppet Huuray, som står bag det danske website sendentanke.dk, hvor du kan sende mobile gavekort. Det er snart halvandet år siden, at vi sidst talte med stifter Rune Eirby Poulsen. Virksomheden har sidenhen fået en investor med ombord, og er blevet optaget i Accelerace. Af Christina Klavsen

Huuray fik for nyligt en ressourceinvestor med ombord, som stiller grafikere, programmører, bogholderi og så videre til rådighed for virksomheden. Om dette siger Rune Eirby Poulsen, stifter og CEO hos Huuray:

“Det betyder, at jeg kan begynde at løbe lidt stærkere i stedet for at tage mig af alle de praktiske og administrative områder. Nu er fokus derfor i højere grad på at udvikle konceptet og vækste yderligere.”

Med investorens ressourcer har Huuray adgang til 30 specialiserede medarbejdere. Rune Eirby Poulsen mener, at denne form for investering har langt større værdi for dem frem for en økonomisk investering.

Større portefølje og øget fokus på B2B

Siden investoren kom med, har Rune Eirby Poulsen haft mere tid til at fokusere på at udbygge forretningen. Det har blandt andet betydet, at samarbejdsporteføljen er blevet udvidet. Senest er det blevet muligt at sende gavekort til blandt andet Matas, The Body Shop og Inspiration.

Flere og flere virksomheder gør det muligt for slutbrugeren at opspare point, som de eksempelvis kan vælge at bruge på gavekort. Business to business er derfor et område, som Huuray er begyndt at fokusere mere på.

“Vi har fået øjnene op for, at der er rigtig mange virksomheder, som bruger gavekort som en del af deres værditilbud til slutbrugerne. Det kan vi hjælpe dem med at facilitere,” forklarer han.

Huuray fungerer som et mellemled mellem virksomheden og dens slutbrugere. De håndterer således aftalerne med de virksomheder, hvor gavekortene kan bruges. Dermed slipper virksomhederne for selv at skulle ud og lave individuelle aftaler. Derudover står Huuray også for det administrative, som blandt andet inkluderer at sende gavekortene afsted rettidigt.

Ved at fungere som mellemled sparer vi virksomhederne for tid, penge, administration og så videre,” understreger Rune Eirby Poulsen.

B2B åbnede op for udlandet

Siden sidst har Huuray arbejdet på at styrke deres position på de allerede etablerede udenlandske markeder; Norge, Sverige og Finland.

send en tanke logo“Vi åbnede op for udlandet, fordi der var en efterspørgsel fra vores B2B-kunder, som har medlemmer i Sverige, Norge eller Finland, som også skal kunne få gavekort for deres points. Vi har også efterspørgsel på gavekort i England og Frankrig, så det er de næste i rækken,” fortæller han

 

Målet med Accelerace er at blive skarpere  

Senest er Huuray blevet optaget i Accelerace, og ifølge Rune Eirby Poulsen betyder det blandt andet hjælp til at undgå at begå helt elementære fejl.

“Vi får adgang til en masse viden og erfaring. Man får nærmest nye medarbejdere ind i et halvt år, som har prøvet en masse ting, og derfor kan bidrage med deres erfaring. Det gør, at man kan undgå at lave de “normale” fejl, som man måske ellers begår som iværksætter,” mener han.

Udover dette er Accelerace også med til at skærpe fokus yderligere i forhold til at udvikle konceptet i den rigtige retning og finde ud af, hvad Huuray skal fokusere på i fremtiden.

“Man kommer hurtigere i den rigtige retning og får vejledning til, hvad man skal og ikke skal fokusere. Deres erfaringer har hjulpet os rigtig meget i løbet af de første par måneder,” uddyber Rune Eirby Poulsen.

Ud fra sine egne oplevelser med Accelerace indtil videre vil han kraftigt anbefale andre at søge optagelse.

“Jeg vil gerne slå et slag for Accelerace overfor startups, som er på markedet og har en omsætning, men som har brug for noget ekstra input til at blive skarpere og komme videre,” afslutter han.

Skriv et svar