Danmarks første platform for biludlejning mellem private, MinbilDinbil, er blevet opkøbt af den største delebils-platform i Holland, SnappCar.
Af Tina Søndergaard Thorsen
MinbilDinbil tager for alvor kampen op om det danske delebilsmarked. Virksomheden er blevet opkøbt af den hollandske pendant SnappCar, og sammenlægningen gør SnappCar til den næststørste delebilsordning i Europa med med et samlet delebilsfællesskab på mere end 100.000 danske og hollandske medlemmer, som deler mere end 12.500 biler.
Et godt match skal give brugerne fordele
MinbilDinbil blev stiftet i 2013 som den første platform for biludlejning mellem private i Danmark. SnappCar blev stiftet i 2011 og er – talt på medlemmer – omkring fem gange større end MinbilDinbil. Sammenlægningen vil ikke få konsekvenser for MinbilDinbils danske brugere, da virksomheden fortsat vil blive drevet under dette navn i Danmark.
Til gengæld vil de danske brugere nu få gavn af den knowhow og kundepleje, SnappCar har opbygget og af den betydeligt øgede flåde af delebiler, der følger med sammenlægningen. Valerio Sandri, der er medstifter af MinbilDinbil, og som fremadrettet vil være direktør for SnappCar’s danske afdeling, fortæller om opkøbet:
“Sammenlægningen med SnappCar giver os mulighed for at ekspandere og skabe et endnu stærkere brand i Danmark og Nordvesteuropa, hvor vores kunder kan få glæde af den brede viden, erfaring og geografiske udbredelse, som Snappcar har opbygget. ”
Opkøb er led i europæisk ekspansion
Opkøbet af den danske delebilsservice er en del af SnappCars vision om at ekspandere til urbane områder i hele det norvestlige Europa. Virksomheden går strategisk efter bynære områder, hvor efterspørgslen på fleksible transportmuligheder er stor – og hvor mentaliteten er moden til deleøkonomi. Målet er, at SnappCar i 2018 skal nå 250.000 europæiske biler, som kan deles af millioner af europæere.
“For os er SnappCar og MinbilDinbil det perfekte match, fordi vi begge er pionerer på området og er drevet af et ønske om at skabe en forandring nedefra, baseret på brugernes behov. Vi har på knapt to år fået opbygget et stærkt community omkring biludlejning mellem private i Danmark, med fokus på tillid og kvalitet, ” forklarer Valerio Sandri.
Ifølge medstifter af SnappCar, Pascal Ontijd, har danskerne allerede bevist deres velvilje overfor deleøkonomien og i særdeleshed for delebiler, så derfor er Danmark det oplagte marked for SnappCar at starte deres europæiske ekspansion.
2 kommentarer