Torsdag aften var dedikeret til de bedste indenfor e-handel. I alt 12 priser blev uddelt til landets skarpeste virksomheder.
Det er store prisuddelings-tid i kongeriet. Onsdag blev danske startups hyldet med Nordic Startup Awards, og torsdag gjaldt det så E-handelsprisen. Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) uddelte i alt 12 priser på Tivoli Hotel i København. Herunder følger alle vinderne samt juryens begrundelser.
Bedste B2C-virksomhed over 30 mio.: Coop.dk
COOP vinder fordi de har redefineret hele deres forretningsmodel ved at gå fra få varer i mange kategorier til at blive en mindre familie med syv specialbutikker. De har skabt en ambitiøs og innovativ onlinestrategi som udfordrer den traditionelle tankegang om et varehus på nettet.
Bedste B2C-virksomhed under 30 mio. kr.: GrowingFeet
Danmarks største børneskobutik, Growingfeet, har gennem solidt købmandskab, exceptionel kundeservice og innovative løsninger, formået at vokse støt på et særdeles konkurrencepræget marked med store nationale og internationale spillere. Growingfeet er således en gazelle virksomhed i 2015.
Bedste B2B-virksomhed: LaserTryk.dk
I et ekstremt stærkt felt stikker Lasertryk næsen frem med en skarp profil og strategi, der har gjort det traditionelle trykkeri online. Det er sket med fokus på e-købmandsskab, der har givet fordele for kunderne og en løbende optimering af forretningen, som har givet utrolig flotte resultater.
Bedste nye e-handelsvirksomhed: Odendo (tidligere TeamAuction)
Årets vinder har haft et usædvanligt godt øje for at skabe en ny og skalerbar forretning, hvor der samtidigt er mulighed for at have banen for sig selv. Odendo er kommet hurtigt ud af starthullerne og har skabt en flot løsning med flere interessenter i form af mange sportsklubber samt diverse velgørenhedsorganisationer.
Odendo har også for nylig modtaget 12,4 millioner kroner i investering fra Seed Capital og Nupark Accelerace, hvilket vidner om, at de har gang i et stærkt koncept.
Bedste omni-channel-virksomhed: Sportmaster
Sportmaster har præsteret af komme fra 0 i 2013 til ægte omnichannel på to år. SportMaster beviser, at en etableret kæde med fysiske butikker kan opnå imponerende resultater, hvis blot man opererer på de forskellige kanalers betingelser. SportMaster har opnået flotte resultater, fordi de har forstået, at omnichannel ikke blot handler om at udvikle online adgang til kunderne, men at skabe et nyt syn på kunderne for alle i kædens butikker, hvor alle forstår, at de mange kanaler hjælper og fremmer det samlede resultat for SportMaster som virksomhed.
Bedste mobile e-handelsløsning: Easypark
Easypark har gjort en målrettet og ihærdig indsats med at indsamle data og stille disse data til rådighed for alle, der gerne vil have adgang til dem. Easypark har med en dækning på 96% i Danmark og med udbredelse i 9 andre lande i EU en ambition om, at du som kunde ikke skal køre fra A til B men fra A til P.
Bedste cross border-virksomhed: SkatePro
SkatePro vinder, fordi de stadig formår at vækste og erobre nye lande med passionen som drivkraft. SkatePro vandt E-handelsprisens vækstpris i 2013, og der er bestemt ikke mindre fart på nu. Deres markeder rundt om i Europa står for en større og større andel af omsætningen, og de har etableret en fornuftig og rentabel model til at gå ind i et nyt land.
Bedste re-design af webshop: Inspiration
”Det er blevet meget nemmere at være mand på Inspiration.dk”, lød det fra et jurymedlem. For med det nye design er det lykkedes inspiration at gå fra den traditionelle isenkræmmer til en moderne livsstilsbutik, der har kunderne i centrum. Med det nye design går Inspiration væk fra pris og tilbud til den gode shopping oplevelse, der understøtter deres overordnede forretningsstrategi.
Bedste e-handelscase – webbureau og andre leverendører: Stibo Systems for IC Group
Stibo A/S er grundlagt i 1794 og helt sikkert den ældste deltager ved e-handelsprisen. Stibo Systems imponerer med en referenceliste med de allerstørste internationale brands og med casen IC Group understreger de, hvorfor succesen er stor. Løsningen STEP vidner om professionalisme, effektivitet og et produkt, der gør en forskel hos IC Group for deres 3 store modebrands. Alt indhold, arbejdsprocesser, sprog, billeder, design tegninger, kataloger og meget mere, styres fra én platform og alt kan publiceres, hvor det passer.
Brancheprisen 2015 – Oplevelsesøkonomien: Smukfest
Vinderen af dette års branchepris er en veteran med en enorm evne til fornyelse. Med det forpligtende navn Smukfest er det lykkedes at skabe en smuk løsning, hvor man hele tiden jagter det nyeste nye inden for det digitale. Alle på Smukfest har armbånd og for en stor dels vedkommende kommer omsætningen på festivalen fra NFC-chippen, som er købt i Smukfests webshop.
Brugernes Favorit: Cykelpartner.dk
E-handelsprisen Guld: SkatePro
Årets guldvinder er en virksomhed, som repræsenterer alt det bedste i e-handel – passion for produkterne, fokus på kunderne og et mindset om grænseløs vækst.
Guldvinderen siger selv:
”Vores kunder er grænseløse, så det skal vi også være”, og det motto lever de op til med stor eksport, ansatte fra 12 forskellige nationer, og store planer for fremtiden.