Arkiver

Nyheder

Er Google vejen til succes for din onlinevirksomhed?

Du er helt sikkert ikke i tvivl om, at Google spiller en stor rolle på internettet i dag. Men er du klar over hvor vigtig verdens ubetinget største søgemaskine er for din online forretning?

Af Tobias Ehlig

Uanset om du er konsulent, blogger, e-købmand eller noget helt fjerde, så er Google en essentiel kilde til potentielle kunder i din forretning, og derfor bør du tage søgemaskineoptimering (SEO) meget seriøst – eller om ikke andet, så i hvert fald have det helt basale på plads.

Her kommer tre konkrete eksempler på forskellige typer virksomheder, som alle har stor gavn af Google til at skaffe nye kunder. Måske det kan åbne dine øjne for, at trafik fra søgemaskinerne også er vigtigt for din forretning.

Supplement til personlig branding
For alle konsulenter og bureauer er mund-til-mund markedsføring den absolut bedste kilde til nye kunder. Men hvad gør man, når man starter fra bunden uden nogen eksisterende kunder, der kan anbefale én? Eller når man gerne vil sætte mere skub i snebold-effekten?

For Michelle Jessen, der er virtuel assistent/konsulent med sitet MichelleJessen.dk, har Google været en unik kilde til at få kunder ind i hendes nye forretning. Søger du på ”virtuel assistent”, så ligger hendes hjemmeside nemlig nummer et.

”I min konsulent-forretning hvor jeg arbejder som virtuel assistent for mindre virksomheder, har jeg ikke noget stort markedsføringsbudget, og derfor nyder jeg godt af de folk, som kommer ind via Google, uden at jeg skal betale for det,” siger hun og fortsætter:

”Min forretning er ikke særlig gammel, men alligevel har jeg allerede fået flere kunder, som har fundet mig ved at søge på for eksempel ”virtuel assistent” på Google. Det er en super god måde at få nye kunder på, som supplement til personlige anbefalinger af mig som konsulent, som ellers normalt er den primære vej til nye kunder for mig.”

Folk søger hjælp på Google
Som blogger er man afhængig af at få en del trafik til sin side, for at gøre sin blog økonomisk interessant. Det er oplagt at dele sine værdifulde artikler på sociale medier, men det er ikke nok i sig selv.

For Morten Storgaard, der driver bloggen Netkablet.dk, er trafik fra søgemaskinerne ekstremt vigtigt, da mange mennesker netop søger efter hjælp til de emner han skriver om.

”På min blog skriver jeg mange artikler med gode råd omkring wifi og internet, og jeg skriver mange af emnerne ud fra, hvad jeg kan se, folk søger på på Google. Idet min blog er ret ny, er der få faste læsere, og derfor vil jeg gerne ud og have fat i nogle mennesker, som endnu ikke kender til bloggen,” siger han og fortsætter:

”Her er Google genialt til at ramme en stor målgruppe af folk der søger information om de emner, jeg løbende skriver om. Når folk er kommet ind på min blog via Google en eller to gange, fordi de har søgt på et eller andet jeg har skrevet om, håber jeg, at de vil begynde at komme tilbage af sig selv, for at se hvad der er lagt op af nyt indhold.”

Høj konvertering ved salg af produkter
Som online marketing-ansvarlig i en webshop er der mange strategier man kan bruge for at hente potentielle kunder ind i sin forretning. Sociale medier, affiliate partnere, bloggere, forskellige former for pay-per-click markedsføring – ja, listen er lang.

For Christian Sodemann fra webshoppen Medieplaneten.dk er trafikken fra Google dog uden tvivl den vigtigste.

”I vores webshop er de besøgende, vi får fra Google, helt uundværlige. Først og fremmest kommer en rigtig stor andel af de besøgende i butikken herfra, og derudover er det også denne trafikkilde, der konverterer allerbedst, fordi folk helt konkret søger efter de produkter vi sælger,” siger han og fortsætter:

”Det er min klare opfattelse at stort set alle andre webshops i Danmark også prioriterer markedsføring på Google rigtig højt, fordi det ganske enkelt er den bedste kilde til besøgende, som er interesserede i ens produkter.”

2 kommentarer

Skriv et svar