Arkiver

BusinessHardwareNyheder

Vaavud bygger fremtidens vejrservice

Alle har oplevet en vejrudsigt, der ikke helt holder stik og oplevet, hvordan det kan ødelægge alt fra picnics til camping ture. Vindmåleren udviklet af det danske startup Vaavud har sat sig for at løse de mange forskellige brugeres problemer.

Vaavud er en crodwsourced vejrtjeneste på en mission om at levere personaliseret vejrinformation i høj opløsning. Det er dybest set en “Waze for vejr”.

ThomasProfileFullRes-2Fra nichen til massemarkedet

Vaavud har udviklet to forskellige vindmålere til smartphones, der bruges af kitesurfere, golfspillere, sejlere, drone piloter, jægere og mange andre. Vindmåleren hjælper brugerne med at få en nøjagtig vurdering af vejrbetingelserne, lige der hvor de befinder sig.

Stifterne af Vaavud var selv aktive kitesurfere, da de lancerede deres første vindmåler på Kickstarter tilbage i 2013.

“Vi havde brug for en nem måde at kontrollere forholdene på stedet for at hjælpe med at vælge den rigtige kite størrelse. Samtidigt ønskede vi også at dele informationen online, så andre kunne se, om det var værd at tage ud eller ej,” forklarer stifter og CEO Thomas Helms, der startede sin rejse i et nichemarked af kitesurfere og kun 2,5 år senere går efter en langt bredere gruppe af brugere.

Læs også: Churchdesk og et marked med millioner af kirkegængere

“Vi lærte hurtigt, at andre nicher også havde brug for produktet. I dag skønner vi en markedsstørrelse på mere end 500 millioner mennesker, og vi ser at 30 pct. af kunderne endnu er aktive 9-12 måneder efter, at de har hentet appen, så vi tror på, at vi har skabt et produkt, som vores brugere virkelig godt kan lide,” forklarer direktøren.

At blive en platform for vejrdata og prognoser

Et af de vigtigste problemer med de generelle vejrudsigter er den lave opløsning og manglen på realtidsdata fra din specifikke placering, da du kan være mange kilometer fra den nærmeste vejrstation.

Danske Vaavud arbejder på at integrere de crowdsourcede data med traditionelle meteorologiske modeller, hvilket betyder, at du kan få en skræddersyet vejrudsigt for din specifikke placering.

“Vindforholdene er den mest betydningsfulde variabel i metereologiske prognosemodeller, så med Vaavud vindmåleren har vi en unik mulighed for at skabe personlige vejrudsigter.”

Læs også: Vind i de danske sejl hos Vaavud

Vaavud har også åbnet op for samarbejde med andre, der kan få adgang til og anvende Vaavud’s teknologi og den crowdsourcede data. Teamet har for nylig lanceret en beta version af et SDK og et API, så andre apps kan integrere vindmålerens funktionalitet og de første partnere er allerede om bord.

De første tredjeparts apps med Vaavuds vindmåler funktionalitet vil blive lanceret inden for de næste par måneder.

“Det har været fedt at opleve interessen fra andre udviklere. Det vil være en effektiv måde for os at komme ud til flere slags brugere på én gang, og det vil generere en masse ekstra data, som vi kan bruge til at forbedre vores modeller,” forklarer Thomas Helms om fremtiden for Vaavud.

foundershouse_1_screenshotDet danske team har arbejdet på deres teknologi i snart 3 år, og sidder lige nu 12 mand i det ældste danske kontorfællesskab for tech iværksættere, Founders House, i området Startup Village CPH på Islands Brygge. Her sidder de sammen med mere end 40 andre virksomheder, blandt andre Vivino, AutoButler og udviklingshuset Shape.

Læs også: Portræt af ny COO i Founders House: “Jeg tror bare, jeg gerne vil fremad”