Medstifter og tidligere COO Patrick Lund erstatter Jens Reimer Olsen i rollen som CEO i Graduateland, Europas største karrierenetværk for studerende og færdiguddannede. “Timingen er helt rigtig,” udtaler Jens Reimer Olesen.
Med lanceringen af det nye forretningsområde, Ontame.io, et system der hjælper brugerne til en dybere forståelse af besøgsprofilen på deres job- og karrieresider, har de to medstiftere af Graduateland, CEO Jens Reimer Olesen og COO Patrick Lund, besluttet at lade Patrick Lund overtage rollen som leder af virksomheden.
Jens Reimer Olesen vil i stedet fokusere al sin energi på Ontame.io. Han fortsætter dog som aktivt bestyrelsesmedlem i Graduateland.
Graduateland har aldrig stået stærkere
Om skiftet fortæller den tidligere CEO, at Ontame.io har fået en fantastisk start, hvorfor platformen kræver fuldt fokus lige nu. Derfor besluttede de i fællesskab at overlade rollen som CEO i Graduateland til medstifter Patrick Lund. Og ifølge Jens Reimer Olesen kunne timingen ikke være bedre.
“Graduateland har aldrig stået stærkere; vi har et fantastisk team i København og Stockholm. Vi oplever stor tilgang af brugere og virksomheder og er rigtig sundt forankret finansielt,” fortæller Jens Reimer Olesen.
Også Patrick Lund glæder sig over skiftet, som han ser, som en helt naturlig udvikling fra sin tidligere rolle som COO.
“Jeg har siddet med det overordnede produktansvar det seneste års tid, og har derfor haft fingrene nede i samtlige små features, samt større strategiske nye produkter. Det har været et ideelt springbræt til rollen som CEO i Graduateland, da vi kommer til at fokusere ekstremt meget på videreudvikling og finjustering af vores kerneprodukter,” fortæller den nye CEO.
Han indrømmer, at det selvfølgelig ikke er alle opgaver, han vil være lige kendt med. Men han er fortrøstningsfuld.
“Jeg skal nok vænne mig til, at være lidt mindre hands-on på nogle områder, og i stedet samle folk omkring en overordnet vision. Men det er noget, jeg glæder mig utrolig meget til,” fortæller han.
“Vi går en spændende tid i møde”
Ifølge Patrick Lund er det en spændende tid som Graduateland går ind i. Og med 350.000 brugere i hus er de klar til at markere sig i rollen som de bedste inden for deres felt.
“Vi har en rigtig fornuftig position i vores kernemarkeder, og her skal vi cementere vores rolle som ‘category king’. Derudover har vi gennem den seneste tid fokuseret rigtig meget på distributionen af vores portaler, således at vi for alvor kommer ud over rampen. 350.000 brugere er nok til fylde snart 10 fodboldstadioner, men der er eddermaneme mange studerende og nyuddannede derude, og dem skal vi have fat på,” lyder det fra Patrick Lund, der tilføjer:
“Ved at arbejde stenhårdt på at lave det allerbedste produkt, er jeg sikker på, at det lykkes”.
Graduateland modtog i 2013 en millioninvestering fra Accelerace.
2 kommentarer