University startup Venture Cup blev skudt i gang i mandags og det hele sluttede med den store finale fredag, hvor vinderholdet blev kåret. Teams fra hele verden er samlet i disse dage i København, og båndet mellem danske og udenlandske talenter styrkes.
Det er første gang, at University startup Venture Cup bliver afholdt. Human Shojaee, CEO for Venture Cup og hans team står bag arrangementet.
Human fortæller, at ideen opstår, da man fra danske deltagere i tidligere konkurrencer i udlandet har fået fortalt, at det er kontakten med andre iværksættere, der vægter højest. Derudover så man en mulighed for, at Danmark kan blive et center og et ‘hub’ for startups.
”Det er jo en global verden, vi lever i, og vi er et lille land, og når vi har snakket med de her startups, der var af sted i udlandet og kom tilbage, så var det ikke så meget det, at de vandt, der var det vigtigste, det var at få en helt anden forståelse for, at der var andre måder at gå til den på som iværksætter, som de synes, de var blevet vildt inspirerede af,” forklarer Human.
Læs også: Her er vinderen af Venture Cup 2015
University startup får langt større opbakning end forventet
Det tog ca. 9 måneder fra ideen dukkede op til afholdelsen af University Startup i denne uge. Det viser sig hurtigt, at opbakningen til arrangementet overstiger alle forventninger. Venture Cup udsender kampagnen ”Awareness”, som når ud til 2,5 mio. studerende. Human og hans team modtager omkring 760 ideer, og ideerne bliver sendt til en international jury online, og 47 hold bliver valgt ud.
Venture Cup oplever ikke kun opmærksomhed fra studerende, også sponsorer melder sig på banen og udviser begejstring for projektet.
”Vi har lavet partnerskaber, vi havde slet ikke regnet med det, lige pludselig begyndte forskellige partnere rundt omkring at ringe til os og sige: ”hey, det her, det har jeg hørt om, hvordan kan vi blive partnere hos jer?”
Et arrangement for alle
Det vigtige for Human og hans team er, at det skal være et arrangement for alle.
”Vi valgte ikke at gå til det enkelte universitet og sige, vi vil gerne samarbejde med jer, I skal finde et hold. Det kunne man også have gjort, men vi valgte at det skulle være åbent for alle studerende, fordi der var mange af dem, vi ikke kan nå. Det skal være åbent for alle. Det skal ikke være for de rige, det skal ikke være for dem, der kun læser på det ene universitet, det skal være noget for alle, hvor man også kan sidde i fjerne egne, som vi også har eksempler på her.”
University Startup Venture cup skaber værdi for Danmark
University Startup Venture cup er ikke kun godt for universiteterne men også for Danmark.
”Den anden ting er, at vi har adgang til fantastiske ideer på et meget, meget tidligt stadie, og har mulighed for at følge med dem og se, hvordan det går for dem, men også for at introducere dem og se, om vi ikke kan få dem til at komme til København eller til Danmark i det hele taget. Så de kan lave partnerskaber med danske startups eller virksomheder eller simpelthen at vælge at være her og være aktive som startup. Det skaber jo vækst, vækst på den gode måde.”
Det er ikke sidste gang, University Startup afholdes. Venture Cup støttes af Region Hovedstaden, og det garanterer som minimum, at arrangementet også afholdes i 2016 og 2017.
”Det er i hvert fald garanteret, og så er vi sikre på, at vi også sætter en bevægelse i gang, som gør, at vi nok kommer til at kunne fortsætte med at holde det, hvis der er efterspørgsel, og hvis det gør noget godt. ”
Human har også personligt fået en masse ud af University Startup.
”Jeg synes rent værdimæssigt, det har været en helt vildt hård rejse for både holdet og mig selv, det har været svært at løbe rundt og banke på døren hos danske virksomheder og hos partnerne og bede om hist og pist, men jeg er super lykkelig. Jeg sover rigtig godt, jeg sover ikke ret mange timer, men jeg har den her overvældende glæde, som, jeg tror, løber i blodet i hele min krop. Det er en helt fantastisk oplevelse.”
1 kommentar