Så blev det tid til endnu en guide for arbejdsvenlige caféer – denne gang i Aarhus. Der er nemlig mange muligheder for at rykke sit kontor ud på én af de mange caféer i Aarhus, og der er lidt til enhver smag. Vi guider til 6 forskellige arbejdsvenlige caféer i Aarhus.
Af: Katja Thomsen.
LYNfabrikken
I en fabriksbygning i Vestergade ligger LYNfabrikken, som er et perfekt arbejdsmiljø for kreativitet, design og innovation. LYNfabrikken er en arbejdsplads i form af et kontorhotel, og øverst i fabrikken er der en café, som besidder rigtig gode faciliteter hvad angår arbejdsvenlig café. Her kan du få en god kop kaffe eller en lækker avokado-panini mens du arbejder i det store kreativt indrettede lokale. Der er både mulighed for at holde uformelle møder i det åbne forum, og møder, der kræver en lukket dør og måske endda en tavle. Derudover kan du finde den hyggeligste tagterrasse på toppen af LYNfabrikken, hvor du kan finde en fantastisk udsigt over Aarhus by.
Vestergade 49,
8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag-fredag: 09.00 – 17.00
Løves bog- og vincafé
Løves bog- og vincafé er en café som er velbesøgt af særligt studerende, der kommer for at arbejde sammen med studiegruppen. Caféen har en antik og meget hyggelig både indretning og stemning, hvor du med ro kan arbejde udefra. Menuen byder på et stort udvalg af kaffe, som er ret essentielt for en god lang arbejdsdag – og så skulle chokoladekagen være rigtig god!
Løves bog- og vincafé er også kendt for at afholde en del faste arrangementer såsom bogklub, ForfatterSøndag, Fortællecafé osv.
Nørregade 32,
8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag-fredag: 09.00 – 00.00
Lørdag: 10.00 – 00.00
Søndag: 10.00 – 17.00
Emmerys Guldsmedgade
Udover at være en fantastisk bagerforretning med en masse lækkert bagværk og produkter, rummer Emmerys i Guldsmedgade en stor åben og lys café med en masse borde i forskellige niveauer, så du selv kan vælge hvilken arbejdsstilling, du er mest komfortabel i. Emmerys har en del forskellige caféer i Aarhus, men denne i Guldsmedgade er super hyggelig og ligger perfekt placeret i starten af Latinerkvarteret.
Guldsmedgade 24,
8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag-Fredag 7.00-19.00
Lørdag 7.00-18.00
Søndag 7.00-17.00
Spiselauget Godsbanen
Godsbanen på Skovgaardsgade danner ramme om et kreativt forum, der huserer 100 entreprenante virksomheder. Midt i Godsbanen ligger restauranten Spiselauget, der fungerer som et fællesskabende centrum på Godsbanen for både det interne hus og Aarhusianske borgere – så der er en spændende atmosfære til stede i restauranten. Hos Spiselauget er det både muligt at sidde indenfor og arbejde, men restauranten besidder også yderst gode udendørsmuligheder. Menuen er økologisk og bæredygtigt tilberedt, men koster til gengæld ikke det hvide ud af øjnene.
Skovgaardsgade 3,
8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag – torsdag: 09:00 – 22:00
Fredag – lørdag: 10:00 – 22:00
Søndag/helligdage: 10:00 – 14:00
Cafe Gemmestedet
På Cafe Gemmestedet, kan du tage din computer med og gemme dig væk fra den hektiske hverdag. På denne café er der mange forskelligt besøgende, hvilket er med til at sætte sit præg på stemningen i caféen. Derudover er indretningen lidt tilfældig, hvilket er med til at skabe den lidt skøre stemning. Menuen er meget bred, og dækker over både morgen-, middag- og aftenmåltider, som både er spansk og tyrkisk inspireret – og så er der 10 % studierabat ved fremvisning af gyldigt studiekort.
Gl. Munkegade 1,
8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag-torsdag: 10.00 – 00.00
Fredag-lørdag: 10.00 – 01.00
Søndag: 10.00 – 20.00
Caféen i DOKK1
I den nyopførte bygning på havnen, DOKK1, der bl.a. rummer Aarhus hovedbibliotek og Borgerservice, findes der også en café. Denne nye og inspirerende bygning danner ramme for kreativitet og innovation – særligt angående Aarhus som by.
Caféen i Dokk1 byder på et varieret udvalg af varme og kolde drikke, samt sandwich, brød, salater, frugt, kage og is. Du kan nyde caféens mad i det hyggelige indendørs caféareal, eller sætte dig udenfor med udsigt over vandet og byen.
Hack Kampmanns Plads 2,
8000 Aarhus C
Åbningstider:
Mandag – fredag 08.00 – 22.00
Lørdag – søndag 10.00 – 16.00
1 kommentar