Indretningen af fremtidens arbejdsmarked var oppe at vende til TechBBQ. Virksomheden Praice var på scenen for at tale om ‘The Future of Work’. Praice vil lægge rekrutteringen tilbage i virksomhederne og gøre det billigere og mere effektivt.
I mange år har rekrutteringsbureauer og headhuntere levet godt af at finde de rette kandidater til virksomheder, og flere og flere tech-startups digitaliserer rekrutteringsproccesen – i flæng kan nævnes Peakon, Relink og Ontame. Men et af disse vil lægge rekrutteringen tilbage i firmaerne i stedet for at udlicitere området.
Læs også: Investering til dansk platform skal hjælpe jobsøgende
Startuppet hedder Praice. Her var medstifter Christian Høeg på scenen til TechBBQ for at tale om fremtidens arbejdsmarked i paneldiskussionen ‘The Future of work’. Praice blev for nylig udvalgt af Dansk Erhverv, som eksemplet på disruption inden for rådgivningsbranchen, og sidste sommer lancerede de deres business platform.
“Vi vil bringe rekruttering tilbage til virksomheden – og gøre særligt personlighedsanalysen af ansøgere mere tilgængelig. En nødvendighed for at sikre cultural fit, som er afgørende for arbejdsglæde,” siger Christian Høeg.
Rekrutteringen er en udgift, men indeholder også vigtig viden
Han lægger vægt på, at ekstern rekruttering og rådgivning er blevet en stor udgift for virksomheder. Men samtidig med det, mister virksomhederne en masse viden.
“Hver gang rekruttering sker uden for virksomhedens fire vægge, mister virksomheden alle touch points med ansøgerne, og det er uheldigt. Hver ansøger bringer nemlig værdifuld viden med sig: Hvorfor de søger? Hvem de er? Hvor de kommer fra? Hvad der tænder dem ved virksomheden? Hvilke interesser de har?,” forklarer han.
Når virksomhederne selv står for rekrutteringen, så får de adgang til al den data.
“De styrker deres brand, de viser, hvor meget de interessere sig for ansøgerne, og vigtigst er, at relationerne, som skabes, holdes i virksomheden,” siger Chrisitan Høeg.
Et godt udgangspunkt for dialog
Og på grund af digitaliseringen kan det nu gøres meget hurtigere og billigere, mener han. I Praice oplever de, at flere og flere virksomheder også har interesse for at tage rekrutteringen tilbage. På trods af at virksomheden er ny i markedet, har Praice allerede fået rosende ord med på vejen af eksempelvis Claus Moll fra HR i Illum, tidligere HR-ansvarlig hos Hilton.
”Fantastiske kundeoplevelser skabes i sammenspillet mellem personlighed og kompetencer. Mens det sidstnævnte er nemmest at påvirke, så er det personligheden, der skaber bæredygtige fordele. I den relation er Praice en værdifuld service,” har han udtalt om rekrutteringsplatformen.
Virksomhederne betaler for at have en konto på Praice, mens det er gratis for ansøgerne. Ansøgerne kan anonymt bede deres netværk om at vurdere dem inden for fem kategorier relateret til deres personlighed. Modsat de traditionelle services er det altså ikke ansøgere som koster, men derimod jobbet, siger Christian Høeg. Til stillinger hvor der er over 100 ansøgere vil en ansøger i gennemsnit koste tæt på 10 kroner.
“Uden at være så dybdegående som en klassisk personlighedstest, kan det for mange virksomheder give et tilstrækkeligt indtryk. Det handler om at have et godt udgangspunkt for dialog – og det er præcis, hvad vi skaber,” siger Christian Høeg.