Arkiver

DebatNyheder

Startup MENA: DI og Venturescout bygger iværksættere i Egypten

Denne artikel er den første i en række af artikler, hvor Sara Leth Ottosen, Project Manager hos Venturescout, vil fortælle om sine oplevelser med at udvikle iværksættere i Egypten. Vi skal i de næste 6 måneder være med som flue på væggen, når Sara er helt tæt på igennem projektet, der skal støtte op om udviklingen af det egyptiske startupmiljø. Vi overlader nu ordet til Sara.
SaraVS1
Et pirrende projekt
Da jeg i november måned sidste år blev prikket på skulderen af Jakob Kistorp, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle være med i projektet. Chancen for at arbejde med iværksættere i et så anderledes land som Egypten pirrede mig. Her er der reelt set mulighed for at kunne gøre en stor forskel med de kompetencer og netværk, vi besidder i Venturescout. Men hvordan gebærder man sig som iværksætter i Egypten?

Baggrunden for projektet
Projektet for Dansk Industri og Udenrigsministeriet er opstået på baggrund af et etableret samarbejde med Venturescouts søstervirksomhed, Startupbootcamp. Tilbage i 2011 tog to Egyptiske startups til København som en del af acceleratoren, funded af Udenrigsministeriet. I efteråret 2013 blev Venturescout kontaktet af DI med henblik på denne gang at udbygge og dygtiggøre startupmiljøet i Egypten. Deraf blev Startup MENA født – et ambitiøst projekt, der i sin helhed forsøger at dygtiggøre iværksættere i Nordafrika og Mellemøsten. Med pilotprojektet i Egypten i 2014, skal vi lave 16 learning workshops og events i Kairo og Alexandra, der skal booste lokale startups i forskellige stadier.

Facebook cover photo

Hvorfor nu?
Det Egyptiske Forår satte gang i en politisk revolution, som stadig sætter sit præg på hverdagen i Kairo. Som iværksætter og erfaren projektleder tænkte jeg forud for vores første tur, at der måtte være klare udfordringer. Dertil havde jeg ingen anelse om det lokale iværksættermiljøs tilstand. Men faktisk blev jeg positivt overrasket.

De første ture til Kairo i starten af 2014 forsikrede mig om, at tiden til at gøre, hvad Startup MENA har i sinde, er helt rigtig. Jeg mødte talentfulde, veluddannede unge med en fremadrettet attitude, og som er klar til at gøre op med traditioner. Jeg mødte drive og en passion for at skabe. Startupmiljøet boomer med fede co-working spaces, incubators, universiteter med entrepreneurship fokus osv. Dertil er der penge til at investere. Selvfølgelig er den politiske urolighed en faktor, men den har også bragt noget godt med til startupmiljøet.

mena bg_boyrunning copy

Da jeg spurgte Moataz Kotb, founder af Rise Up Egypt (Egypten største iværksættermesse) om, hvordan revolutionen havde påvirket iværksætterne, fik jeg et overraskende svar:

”Mentalt og fysisk bragte det os sammen. Vi blev en samlet flok, der hjalp hinandens familiemedlemmer ud af fængslet og lavede SMS-kæder, hvis man havde brug for hjælp til sit startup,” forklarer han.

Sat i relation til det nyligt etablerede #cphftw, som skal samle det københavnske iværksættermiljø, er der måske noget, vi kan lære fra Kairo. Specielt set i lyset af, at startupmiljøet er større end herhjemme og infrastukturen er lunken i en by med 20 millioner indbyggere.

De første skridt
Kan en dansk iværksætter som mig gøre en forskel i Egypten – og kan vi få lov at gøre en forskel? Sidstnævnte er måske mere relevant, men også sværere at svare på endnu. Jeg mener, at vi generelt er blevet taget godt imod, fordi vi har været oprigtige, imødekommende og tager udgangspunktet i at bygge et fundament for samarbejde og goodwill op med de eksisterende parter. Folk tager os seriøst, og jeg kan mærke, at de har forventninger til os. Startup MENA vil skabe værdi for dem lokalt, men vil forhåbentlig også bringe dem tættere på Europa.

Create48

Fundamentet for et succesfuldt projekt er lagt. I næste uge skyder vi de første events i gang, og jeg glæder mig som et lille barn. Vi skal søsætte Investment Lab for første gang i Egypten og over weekenden hacke på Edtech med 150 iværksættere i et Startup weekend-lignende format kaldet Create48. Jeg er stolt og glad for muligheden. Nu skal der sparkes røv.

Er du også spændt på, hvordan det går med projektet i Egypten, så vær med, når Sara vender tilbage i løbet af de næste par uger med forhåbentligt store oplevelser og erfaringer i rygsækken efter de første afholdte events.

2 kommentarer

Skriv et svar