Early Bird – et last minute koncept for Københavns bedste spisesteder

Early Bird tilbyder Københavns bedste spisesteder med 1/3 skåret af prisen. Du kan hver dag finde en række af spisesteder, som tilbyder deres sidste ledige bord. Earlybird.dk gik i luften 20. september 2011, og lige nu er der mere end 40 deltagende restauranter, og der kommer løbende flere til. Bag konceptet står Brian Köster & Martin Aleth.

At netop Early Bird har formået at skille sig ud i et marked, som i øjeblikket er ved at oversvømmes af rabattilbud med gavekort på alt fra vinduespudsning til silikonebryster, skyldes måske, at konceptet tager udgangspunkt i eksisterende behov.

”Det er ikke et nu-eller-aldrig-tilbud, hvor man køber et gavekort, som så kan hænge på køleskabet og true med udløbsdato i evigheder. Vil man ud at spise, har vi et udvalg af borde til samme aften, hvor middagen koster 1/3 mindre, hvis man køber gennem os. Restauranterne får til gengæld fyldt op”, forklarer Brian Köster. tweet

Listen over spisesteder opdateres hele tiden, og er bred og varieret, fra Michelin-stjerner til små hyggelige bistroer. Det handler dog ikke om at få så mange med som muligt:

”Vi har fra starten besluttet, at vi kun ville lave aftaler med restauranter af høj kvalitet. Det behøver overhovedet ikke være dyrt, men vi vil ikke sende folk af sted til et middelmådigt måltid”, siger Brian Köster. tweet

De to studiekammerater lavede skitsen til Early Bird, mens de skrev speciale sammen på CBS.

”Vi ville gerne bruge specialet til at skabe noget, som også kunne bruges i virkeligheden”, siger Martin Aleth. tweet

Efter aflevering gik de straks i gang med at realisere projektet med deres sparepenge og arbejdsplads hjemme i køkkenet. For ikke at drive deres kærester til vanvid måtte de skiftes til at lægge hjem til, indtil de kunne indtage de nuværende lokaler på Gammeltorv i København.

Et år senere lever de to iværksættere af deres drøm, og har sendt tusindvis af gæster ud at spise. Inden for de nærmeste måneder er de klar til at indtage Storkøbenhavn og Aarhus, og på længere sigt indgår ikke kun resten af landet, men også bl.a. London i duoens udvidelsesplaner.

”Derfor er det også fedt at vinde prisen netop nu. Det er et skulderklap fra garvede iværksættere på et tidspunkt, hvor vi skal til at tage nye chancer”, siger Brian Köster. tweet

Flere af de store spillere på markedet har tilbudt at opkøbe Early Bird, som med mere end 30.000 Facebook-likes er forbrugernes darling. Men drengenes hjertebarn er ikke til salg.

Der hersker ingen tvivl om, at de to unge iværksættere er på rette vej – de har med Early Bird netop vundet IVÆKSTprisen for ”Årets Vovehals”.

Trendsonline.dk følger Early Bird og arbejder i øjeblikket på at få et interview i stand med Brian Köster & Martin Aleth – vi håber at kunne præsentere et podcast med dem i den nærmeste fremtid.

 

Skrevet af

Læs også

Top