Selvom Morten Larsen og de andre kræfter i den kommende udfordrer til JustEat udadtil lægger op til kamp med take-away giganten, så er det ifølge iværksætteren ikke det, der er formålet med startuppet. Tværtimod er markedet stort nok til begge, mener Morten Larsen, der ser stort potentiale i den gruppe danskere, der stadig benytter telefonen, når der skal bestilles pizza, burgere eller sushi.
Her på Trendsonline har vi fulgt det nye startup Hungry.dk tæt og med særligt fokus på den konkurrence, der nu bydes JustEat.
Selvom Hungry.dk ikke er den eneste konkurrent til JustEat på det danske marked, så er startuppet særligt interessant, da der i ledelsen befinder sig tre tidligere justeatere.
Men ifølge den ene af de tre, Morten Larsen, er der ikke tale om en krig mod giganten. Slet ikke.
”Det er jo et voksende marked. Det vokser konstant. Der er jo stadig omkring 50 procent af danskerne, der bestiller take away over telefon – det er dem, der er at fokusere på. Men det er klart, at eftersom vi arbejder inden for det samme felt, så konkurrerer vi også om de samme kunder. 100 procent,” siger Morten Larsen.
Delivery Hero er en genvej
Morten Larsen forklarer også overfor Trendsonline, at selvom valget af teknisk samarbejdspartner, i form af tyske Delivery Hero måske virker på nogen, som om en gruppe gamle justeatere inviterer en tysk spiller ind på det danske marked, så er det ikke sådan det skal ses.
Valget af partner er nærmere sket som en genvej til at få startuppet op at køre.
”Vælger man at gå ud og lave en startup, så ved alle jo, at noget af det der forsinker en proces, er hvis du skal ud og bygge en platform, der både skal virke her og nu, men også når virksomheden eskalerer. Det led har jeg så valgt at springe over og er gået ud og sagt: kunne vi finde en partner, der kunne give os en shortcut på teknologisiden – og som stadig er super innovative på produktsiden og har et produkt, som jeg kan lide.”
Men ved at samarbejde med Delivery Hero erkender Morten Larsen dog også, at den tyske spiller har fået en fod ind på det danske marked.
”Jamen man kan jo sige, at de som partnere i selskabet er på det danske marked – så det behøver man ikke kloge sig så meget i. Det er meget simpelt. Delivery Hero er partnere på teknologisiden, og de er også med i partnerkredsen.”
Så de er medinvestor i Hungry.dk?
”Nej det sagde jeg ikke, men de er med som partner på teknologisiden.”
Hvornår Hungry.dk endelig byder JustEat op til dans om de danske take-away kunder er endnu uvist.
1 kommentar