Arkiver

BusinessNyheder

Social fodboldplatform Tonsser modtager allerede anden investering

Fodboldplatformen og iværksættervirksomheden Tonsser, som har sine rødder i Aalborg, har allerede nu landet sin anden investor.

To digitale iværksættere fra Aalborg og en professionel AaB-fodboldspiller – Peter Holm, Simon Hjære Hansen og Jeppe Curth. Det er holdet bag den sociale fodboldplatform Tonsser, som sigter mod at forene breddefodbold på tværs af klubber, hold og rækker digitalt som en hybrid mellem Football Manager og LinkedIn for fodbold. Det går godt for Tonsser som inden for kort tid nu har landet sin anden investering.

”Sjovere end at investere i værdipapirer”

I februar kunne Trendsonline.dk afsløre, at folkene bag den sociale arbejdsplatform Podio, Co-founder Kasper Hulthin og CTO Phillip Chambers, geninvesterede i Tonsser.
Morten_Woldum

Og allerede nu har det godt et år gamle startup en ny gruppe angels klar med penge. En af de nye på holdet er Morten Woldum, Head of Product Development i designvirksomheden Vipp, som især skal bidrage med sin viden om produktudvikling. Begge parter glæder sig til et givende samarbejde frem mod lanceringen af Tonsser til august:

“Med forståelsen for udviklingen af Tonsser og det drive, der findes i deres kælder på Vesterbro, er det en oplagt investeringsmulighed for mig. Med plads i Tonssers advisory board kan jeg følge med i udviklingen af selskabet og af platformen og komme med et par tips, som drengene gladeligt tager imod. Det er da alt andet lige sjovere end at investere i værdipapirer,” siger Morten Woldum til Trendsonline.dk.
Tonsser_PeterHolm
Også Tonsser ser et stort potentiale i samarbejdet:

“Med Mortens ekspertise med at kombinere udviklingsprocesser, design, optimering og økonomi siger det sig selv, at vi håber og tror, at Tonsser kan blive et endnu bedre produkt med Morten omkring holdet,” siger CEO og co-founder i Tonsser Peter Holm.

Fodboldnørder med iværksættergen

Det hele startede på fodboldbanen i Aalborg for de to co-foundere af Tonsser, Peter Holm og Simon Hjære Hansen. Efter tre år på Aalborg Universitet (AAU) tog de til København for at læse e-business på IT-Universitetet.

Med udgangspunkt i deres store forkærlighed for fodbold og med inspiration fra det kendte snart 20 år gamle PC-spil, Championship Manager, besluttede de to studerende sig for at iværksætte fodlboldprojektet Tonsser. De fik hurtigt den daværende AaB-angriber Jeppe Curth med på holdet.

Tonsser_platform_edited-2

“Vi er alle store fodboldnørder i Tonsser, og vil gerne skabe en professionel social platform for breddefodbolden. Ind til nu er det kun de professionelle udøvere og hold, der kan måle og analysere deres præstationer – Tonsser er for alle, uanset niveau og hold,” fortæller Product Manager Simon Hjære Hansen.

Ligesom vi på Facebook og LinkedIn kan kontrollere vores henholdsvise private og professionelle identitet og dele det med andre, vil Tonsser således også skabe en lignende platform for breddefodbolden – bygget på statistikker, insight og åbenhed.

Engagement er altafgørende

Foruden Peter Holm, Simon Hjære Hansen og Jeppe Curth består teamet udover deres investorer af to udviklere og en designer. Fælles for alle er, at de alle er fodboldnørder og brænder for projektet.

For Tonsser er det afgørende, at hele holdet engagerer sig aktivt og bidrager med hver sine kompetencer. De tror på co-creation og er ikke bange for at få et nej eller opsøge muligheder, som man ikke ved, hvad kan kaste af sig, fortæller Peter Holm:

“Vi har en helt central strategi i Tonsser, som vi kalder Lineup. Her forstået, at vi går direkte efter personligheder i vores netværk og netværks netværk, som kan accelerere projektet. Vi er meget direkte og actionminded i vores tanke – i sidste ende er det et spørgsmål om at tro på co-creation.”

Fokus på klubberne op til lancering

Lige nu er fokus på direkte kontakt til klubberne og bygge platformen – bl.a. på baggrund af ønsker og test med udvalgte U17, U19 og seniorrækker, som Tonsser siden august har været i tæt kontakt med.

Tonsser_platform_stats_edited-1

“Meget af værdien i Tonsser ligger i at samle fodbolden på en samlet platform – som de professionelle er i Football Manager. Det bliver en ny og fed oplevelse for spillere, trænere og hold, at man på en hel ny måde får indsigt i egen performance og samtidig kan forberede sig på modstanderen – kollektivt som individuelt,” siger Peter Holm.

Tonsser lancerer deres nye platform i august, og har allerede nu mere end 500 klubber skrevet op. Det tegner et billede af en stor interesse for en social internetbaseret fodboldplatform som Tonsser. Simon Hjære Hansen spår derfor platformen stort potentiale – ikke bare i Danmark, men i hele verden:

“Med 300 mio. aktive spillere i verden har vores platform et stort internationalt potentiale. Dels fordi, fodboldspillere gerne vil måles på deres præsentationer – se sig selv, uanset nationalitet og kultur. Dels fordi, Tonsser er et skalerbart produkt og fordi fodbolden er universel,” slutter han.