Arkiver

BusinessNyhederSoftware

Tidligere Just-Eat direktør skyder viden og penge i Planday

Da ventureselskabet Creandum i 2014 investerede i Planday, holdt de en del af investeringen åben for den rette medinvestor. Ham fandt de i Klaus Nyengaard, der tidligere førte an i internationaliseringen af det danske takeaway-koncept Just-Eat. Den erfarne iværksætter og business angel skal nu hjælpe Planday med deres fortsatte væksteventyr. Af Pia Ella Elmegård

Som en af de mest aktive business angels i norden har Klaus Nyengaard fået erfaring med fra både Just-Eat, der blev børsnoteret i foråret 2014, Churchdesk samarbejdsplatformen for verdens kirker, byggebranchens kommunikationsplatform for det 21. århundrede, Geniebelt, og senest Sekoia med deres velfærdsteknologi, der landede en investering på 20 mio. danske kroner tidligere på måneden.

“Klaus Nyengaard har en meget stor indsigt i at arbejde med software-as-a-service (SaaS) og med at skalere en organisation gennem forskellige faser. Hans erfaringer kan vi derfor drage stor fordel af,” siger Christian Brøndum, der er medstifter og adm. direktør for Planday.

Læs også: Digitaliseringen rykker ind i byggebranchen

Online vagtplanlægning skal til fem nye markeder

Langt størstedelen af små og mellemstore virksomheder klarer i dag deres interne organisering med fysiske medarbejdertavler og hjemmestrikkede regneark. Det er tidskrævende, og selv de mindste fejl kan hurtigt blive dyre for virksomhederne, der ofte opererer med små margener. Iværksættervirksomheden digitaliserer altså de traditionelle arbejdsgange med en kommunikations- og projektplatform, der også kan tilgås mobilt af personalet. De gnidningsfrie processer skal give den enkelte virksomhed en konkurrencefordel.

“Vi oplever, at der er et meget stort og indtil videre udækket behov blandt små og mellemstore virksomheder, der har medarbejdere med skiftende arbejdstider. Vores mål er at blive globalt førende inden for denne form for vagtplanlægning og vi går efter en årlig vækst på 100 pct.,” fortæller Christian Brøndum.

Planday har udviklet et online vagtplanlægningssystem til alle typer af virksomheder, som benytter sig af en fleksibel arbejdsstyrke, fx restauranter, hoteller, butikker, call-centre og fitnesscentre. Planday systemet automatiserer mange af de tidskrævende og manuelle arbejdsprocesser, som mange små og mellemstore virksomheder kæmper med.

Læs også: Churchdesk og et marked med milliarder af kirkegængere

Klaus Nyengaard får ikke på papiret en aktiv rolle i hverken Plandays bestyrelse eller direktion. I stedet vil han fungere som sparringspartner for Christian Brøndum og den øvrige direktion.

”Vi er godt i gang med at internationalisere vores virksomhed og forventer at gå ud på tre til fem nye markeder i år. Klaus Nyengaard har selv været turen igennem med Just-Eat, der i dag er en kæmpe succes. Vi vil lykkes mindst lige så godt,” siger Christian Brøndum om den nye sparringspartner i teamet og forklarer, at Klaus Nyengaard særligt skal hjælpe Planday til en stor investering:

“Selvom vi i dag har en fornuftig omsætning og indtjening, kommer vi ikke udenom, at vi skal bruge endnu flere penge til vores fortsatte vækst. Her har Klaus Nyengaard et rigtig godt ry blandt europæiske investorer.”

KlausNyengaardFra andedammens mentalitet til dominans på det europæiske marked

Efter salget af Just-Eat, har Klaus Nyengaard helliget en del af sin tid til at investere i lovende tech-virksomheder. Fælles for disse startups er, at de beskæftiger sig med workflow og online markedspladser, så Planday passer godt ind den tidligere Just-Eat direktørs portefølje.

”Planday er en spændende virksomhed, der har alle mulige forudsætninger for at blive den altoverskyggende spiller inden for global vagtplanlægning. Det var en mulighed, jeg ikke ville lade gå fra mig,” siger Klaus Nyengaard og fortæller lidt om, hvilke kriterier der skal være opfyldt, hvis han skal være interesseret i at lægge tid eller penge i en iværksættervirksomhed.

“Når jeg investerer i en virksomhed, skal den minimum have potentiale til at blive ledende i Europa. Derudover skal teamet være kompetent og kemien skal virke. Og endelig skal jeg kunne forstå branchen. Det er få og enkle kriterier, men de fungerer.”

Og Planday kigger i den grad ud over andedammen med international vækst. Som et led i vækststrategien har teamet netop ved årsskiftet flyttet kontor, hvor firmaet får mere end dobbelt så meget plads end før til sine i dag 53 medarbejdere. Heraf kom 25 til i 2014 og Christian Brøndum forventer at ansætte lige så mange i 2015. Der skal også en del ansatte til at servicere de over 50.000 medarbejdere, der bruger Plandays software på deres arbejdsplads.

Læs også: Fra 100 til 300 – sådan skaber Trustpilot sammenhængskraft i en vækstende virksomhed

En dansk/amerikansk platform for videre vækst og kapital

Den danske iværksættervirksomhed Planday mødte første gang Creandum under deres ophold på SCALEit i 2013, en uges ophold i iværksætter-mekkaet Silicon Valley i San Francisco, hvor teamet var taget med Innovation Center Denmark på rundtur i den visionære iværksætterby.

”At finde og vælge den rette VC tager tid og mange møder. Af os som virksomhed krævede det, at vi lærte at pitche vores virksomhed og potentiale,fortalte Christian Brøndum Trendsonline.dk, og fortsatte

”Creandum forstod med det samme, hvad vi ville med Planday, og at vi havde en unik teknologi. Samarbejde, værdisætning, ejerandel og alle de øvrige kontraktuelle detaljer gik op i en højere enhed. Derfor blev det Creandum, vi gik med, og det er vi glade for. De forstår os, de forstår SaaS, og de tænker globalt.”

Investeringssummen lød sidste sommer omkring 22 millioner danske kroner, og hertil har den danske business angel Klaus Nyengaard nu lagt et par millioner sammen med sin viden og erfaring.

Det nyeste SCALEit hold af danske iværksættervirksomheder er desuden i San Francisco netop i denne uge og inkluderede en anden iværksættervirksomhed med fart på, nemlig Be My Eyes, der gennem en app forbinder seende med blinde og havde en eksplosiv start tidligere på året med 10.000 brugere på under 24 timer.

Læs også: Danske Be My Eyes får eksplosiv start

1 kommentar

Skriv et svar