Arkiver

Nyheder

Investor: Derfor investerede vi i Colego

Hvordan slår du igennem på et stort marked som ingen helt har knækket? Rasmus Bjerngaard fra Northcap Partners fortæller her, hvorfor de i flere omgange har investeret i Colego – en tilbudsportal for serviceydelser.

Af Rasmus Bjerngaard

Du kender det godt. Hvordan ved jeg, om en advokat er kompetent? Hvem kan anbefale en god tømrer? Jeg har brug for hjælp med et træ i haven, men hvem kan hjælpe? Flere gange om måneden har du en større eller mindre opgave, som en virksomhed ville kunne hjælpe dig med. Med det er besværligt og tidskrævende at finde det rette firma, og du har ikke overblik over omfanget og hvad der er den bedste kvalitet og rette pris.

På den anden side af ligningen står en masse virksomheder med en tilsvarende udfordring; hvordan finder de frem til kunder, der har behov for netop dét, de leverer? De bruger en masse ressourcer på marketing og salg, som de hellere ville bruge på at udføre et godt stykke arbejde, for markedsføring er noget de har rigtig svært ved. Dette gælder for små, mellemstore og endda store virksomheder.

Markedet er i hastig udvikling
Denne velkendte udfordring med “local search” er forsøgt løst på mange måder; De gule sider, Yelp, Yandex, “Få 3 tilbud”-portaler, Adwords osv. Set i et større perspektiv er udfordringen, at virksomhederne har svært ved at etablere en tilstrækkelig synlig onlinetilstedeværelse, en udfordring som bliver større og større som nettet overtager mere og mere af salgsandelen.

Rasmus Bjerngaard, venture partner hos Northcap Partners.
Rasmus Bjerngaard, venture partner hos Northcap Partners.

I 2013 brugte 40 procent af befolkningen “local search” hver dag. Markedet er estimeret til at være 10,2 milliarder dollars værd i 2016 – det er en fordobling siden 2011, hvor det var 5,7 milliarder dollars værd.

Så markedet er stort, fragmenteret og i hastig udvikling. Ingen har helt fundet den rette løsning, og der er ingen store dominerende spillere. Mange små spillere gør det udmærket lokalt, men skalering ser ud til at være en udfordring.

En horisontal fremgangsmåde
Efter at have fulgt markedet for local search i nogle år, og dermed virksomheders evne til at etablere deres position online, blev min nysgerrighed vakt, da jeg mødte Colego-holdet i 2014. De eksekverede exceptionelt godt og havde på en kort periode fået opbygget en lønsom forretning.

Læs også: Colego får 23 millioner i investering

Colego er karakteriseret af deres horisontale tilgang til markedet, som betyder, at de arbejder med over 40 erhverv på samme tid. Colego får opgaver ind og sælger dem så som ”leads” til virksomheder inden for service, håndværk og professionelle services. Virksomhederne kan vælge opgaver som passer til dem og betaler kun for de kunder, de selv vælger at kontakte. Colego faciliterer denne proces og forsøger ikke at overtage kommunikationen mellem kunde og virksomhed – for det netop er interaktionen med kunden, virksomhederne er dygtige til.

Colegos værdi ligger i at facilitere processen og gøre benarbejdet for begge sider af markedet. Kunderne kommer til Colego, fordi de gerne vil have den rette kvalitet fra en professionel udbyder til en fair pris.  Virksomhederne, på den anden side, kommer til Colego for at få kvalificerede leads, som passer præcis til, hvad de udbyder.

På den ene side betaler Colego for at få opgaver ind gennem en vifte af kanaler, på den anden side bliver disse solgt som leads (maks tre pr. opgave). Fordi Colego er specialiserede i at bygge en position online til at skabe salg, kan de gøre dette billigere og bedre end virksomheden selv ville kunne. Alle gør således det, de er bedst til.

At varetage dette på en lønsom måde over så mange erhverv, geografier, forskellige tidsrammer og samtidig sørge for at levere kvalitet til begge sider, er alt andet end trivielt. Colego gør dette gennem en avanceret kvalificeringsproces, som er tæt forbundet med en specialiseret kundeservice-organisation.

Antallet af opgaver fundet og løst i Danmark vokser hastigt, og Colego retter nu blikket mod internationale muligheder.

1 kommentar

Skriv et svar