Arkiver

BusinessHardwareNyheder

Den dag DXTR lagde sit produkt i et barns hånd

Det er sjovt at arbejde med sin passion og sin hobby. Det er også hårdt arbejde at skabe noget nyt og innovativt. Det erfarede teamet bag ‘edtech’ virksomheden DXTR Tactile, der har skabt en interaktiv “legoklods”, som du simpelthen bare må lege med.

Hvad er det egentligt, det kræver, at skabe et nyt produkt? DXTR Tactile forstår at komme ud af bygningen. Det tog dem intet mindre end 3 år, 4 semestre, én pivot fra velfærdsteknologi til uddannelsesteknologi (såkaldt ‘edtech’), før slutproduktet var endeligt defineret.

“Det er simpelt og intuitivt, og uden at vi helt kan forklare hvorfor, så giver de dig følelsen af, at du bliver nødt til at røre ved dem og prøve det af,” forklarer medstifter og CEO Kenneth Madsen, der sammen med de tre andre medstiftere læser ‘Interaction Design Engineering’ på Syddansk Universitet.

Læs også: En lege-date for kunst og teknologi

Det er også på universitet i det sønderjyske, at de har mødt hinanden, og de har brugt de fleste semestre og eksamensopgaver på, at udvikle og finpudse det, der blev til de 27 playDXTR kubits.

“Design og kunst-delen kommer i spil, når vi ser noget, som vi bare må røre. Det tog seks måneder overhovedet at finde frem til, hvordan det kunne blive netop noget, som folk havde lyst til at røre ved. Vi fandt frem til, at der mellem 17 og 35 terninger, opstod den helt optimale mulighed for den her legende interaktion,” forklarer Kenneth Madsen.

Benarbejdet frem for intuitionen gjorde udslaget
Det var ikke 10 eller 15 kubits – det var 17 og op til 35 af de små klodser, der betød, at folk ikke kunne lade dem være, men fik lyst til at bygge med dem. Og hvordan fandt de ud af det? Masser af tests i universitetets kantine og byens cafeer – og et GoPro kamera.

“Vi fandt frem til det, ved at lave en masse eksperimenter. Vi lagde klodserne på skoler og i kantiner og cafeer, og så noterede vi, hvordan folk brugte dem. Vi havde sat GoPro kamera op, og optog hvordan folk interagerede med klodserne,” fortæller iværksætteren, der nu skriver sin hovedopgave om netop leg og interaktion på Syddansk Universitet.

Inden teamet nåede frem til at skabe et inspirerende og kreativt legetøj, var de en tur forbi et velfærdsteknologisk koncept. Det var benarbejdet med tests ude blandt potentielle brugere af de små klodser, der gjorde udslaget.

“Vi vidste, vi havde fat i noget meget stærkt med den måde, vi havde designet vores kubits på. Det var fedt at se folk samle dem op uden instruktion og begyndte at lege. Da vi begyndte at overveje at tage projektet ud som en virksomhed, og se på forretningsmulighederne for en platform som denne, der kombinerede fysiske objekter med en virtuel verden på tablets og telefoner, fandt vi hurtigt ud af, at vi var på en meget hård vej,” siger Kenneth Madsen om den første tid som velfærdsteknologisk projekt.

“Medico-teknologi, telemonitorering og seriøs ‘gaming’ til patienter med for eksempel neuro-degenererende sygdomme, der var det egentlige startsted for ideen om playDXTR, var simpelthen for lang og hård for et startup uden omsætning.”

Men teamet fandt pludseligt en anden brug, da de satte de interaktive kubits ind i en helt anden arena; børn.

“Den dag vi gav vores tidlige kubit prototyper i hånden på en flok børn, der undrende spurgte, hvad er det, og vi hørte os selv svare, det aner vi ikke, der så vi deres kreativitet eksplodere, og vi vidste, at dét var vejen, vi skulle gå,” forklarer iværksætteren om rutscheturen fra velfærdsteknologi til læringsteknologi henvendt til børn.

“Der var en fantastisk synergi imellem den ubegrænsede leg og den indsigt, der følger med digitaliseringen af den virkelige leg, i forhold til hvor vi kom fra.”

Fremtiden viser sig i en Kickstarter kampagne

Og nu hvor playDXTR legetøjet har vist sit værd, så mangler teamet stadig at eksperimentere sig frem til, hvad de små kubits egentligt kan hjælpe børnenes udvikling med, og hvordan det skal måles.

“Vi skal finde frem til, hvad der er de rigtige typer spil for børn i de forskellige aldre, hvilke kognitive funktioner vi rent faktisk kan kvantificere med de objektive målinger, vi foretager. Og så skal vi finde ud af, hvad der er den rigtige måde at præsentere den data for forældrene, som vi opsamler. Vi vil give forældrene en hidtil uset indsigt i deres børns udvikling,” siger Kenneth Madsen, der selv har bosat sig i det sønderjyske med sin kæreste og deres søn William på 3 år.

Først når teamet har eksperimenteret sig frem til svarene på de næste spørgsmål, kan de sætte de små interaktive klodser til salg til forældre rundt om i verden. I første omgang skal DXTR Tactile lancere en større crowdfunding kampagne på Kickstarter, for at få feedback fra nogle af de forældre, der tør undersøge mulighederne for en anden måde at udvikle deres børn på.

“Den for os helt rigtige måde at få undersøgt de spørgsmål på, er ved at lancere en form for ‘Beta’ udgave på Crowdfunding platformen Kickstarter. Det ville være ualmindeligt gammeldags og arrogant af os, at antage hvordan en platform som playDXTR skal fungere, og teste i det små hvordan en lille gruppe forældre og børn modtager og bruger den. Indsigten, vi som forældre får, kommer fra den enorme indsamling af data om leg og læring, der kommer fra legetøjet og applikationen,” forklarer iværksætteren og fortsætter:

“Når det drejer sig om noget så vigtigt som udviklingen af dine og mine børn, tager vi legen enormt alvorligt. Før Big Data giver rigtig mening, skal der mange brugere og leverandører af data fra kubits. Det kan vi få gennem en crowdfunding kampagne.”

Kicstarter kampagnen starter denne september, med levering af de aller første early-bird Beta udgaver af playDXTR legoklodsen, som de første testere kan forvente at modtage lige i tide til jul. Lanceringsdatoen for den endelige version er lige nu forventet til december 2016 – halvandet år frem. 

“Det skal jo gøres ordentligt,” griner Kenneth Madsen.

De små kubits, der udgør Legoklodsen version 2.0, er helt ligesom LEGO et legetøj til børn, men underholdning for voksne, der stadig har stor fornøjelse af bygge, samle og lege.

Skriv et svar