Arkiver

BusinessNyhederPlatform

Samlino ansætter ny CMO efter millioninvestering

CMO

Sammenligningsplatformen Samlino har efter millioninvesteringen denne sommer ansat en ny CMO. Det er Mikkel Zimakoff, tidligere VP i YouSee.

Som del af en ambitiøs vækststrategi har sammenligningsplatformen for finansielle ydelser, Samlino, ansat ny CMO. Valget er faldet på tidligere Vice President i YouSee, tidligere TDC, Mikkel Zimakoff, som kommer til Samlino med flere års erfaring inden for forsikrings-, bank-, og telebranchen.

Læs også: Kæmpe investeringsrunde: Dansk portal rejser trecifret millionbeløb

”Jeg er glad for at være en del af Samlino.dk og glæder mig til det daglige arbejde, der venter forude. Det er en utrolig spændende virksomhed i vækst, og jeg tror på, at jeg kan være med til at styrke et i forvejen stærkt team,” siger han i en pressemeddelelse og lægger vægt på, at Samlino.dk fortsat skal være i forbrugernes tjeneste og fortsat vil fokusere på gennemsigtighed.

Et væksteventyr, han ikke ville gå glip af

Investeringen på 150 millioner, som tilfaldt Samlino i august, har gjort det muligt at ansætte den nye CMO, som starter 1. oktober. Mikkel Zimakoff fortæller, at han et godt stykke tid har været i dialog med stifterne, men at timingen skulle være helt rigtig.

“Jeg ser et rigtig stort vækstpotentiale i Samlino.dk, da der er stor efterspørgsel efter gennemsigtighed i markedet. Derudover er der sikret en masse ny kapital for nylig hos nogle stærke investorer, og det er med til at sikre, at vi kan udvikle platformen, som vi vil og samtidigt have det nødvendige marketingtryk. Jeg har altid haft en entreprenør i maven, og jeg tror, det her bliver et sjovt og lærerigt væksteventyr, som jeg ikke ville gå glip af,” siger han om, hvorfor han søgte stillingen.

Som CMO vil han sikre en høj kvalitet på sitet. Det er Samlinos kerneprodukt, og det skal være nemt og intuitivt at gå til.

“Det er altafgørende for vores succes. Hvis vi lykkes med det, så vil vi have et sted, hvor vores brugere vil komme igen og igen. Derudover skal vi selvfølgelig gøre opmærksomme på os selv og ud og larme lidt, og forhåbentlig vil mange danskere snart kende til Samlino,” siger Mikkel Zimakoff. 

Den rette mand til jobbet

Før Mikkel Zimakoff kom til YouSee, var han tre år i Telia og fire år hos Nykredit, så han har et kendskab til de produkter, han nu skal stå for marketing og PR af. Samlino er en uafhængig platformen, og teamet ønsker at blive Danmarks førende og mest omfattende onlineportal for sammenligning af produkter, services og tjenester i deres fokusområder.

”Mikkel er en stor kapacitet at få ombord og med hans professionelle baggrund tror jeg på, at han er den rette mand til at fortsætte væksteventyret for Samlino.dk,” siger administrerende direktør, Kristian Pitzner-Jørgensen i pressemeddelelsen.

Også medstifter Mads Faurholt-Jørgensen hilser den nye CMO velkommen og kalder ansættelsen for ’det rette match’.

”Mikkel har den nødvendige indsigt og erfaring fra branchen, og han kan sætte sig i forbrugernes sted. Det er afgørende for, at vi bedre kan opnå vores mission om at gøre det nemt og overskueligt for danskerne at sammenligne komplekse produkter på tværs af bank,- tele,- og forsikringsbranchen og dermed også øge kendskabet og brugen af vores tjeneste,” siger han.

Skriv et svar