Arkiver

E-handelIværksætterlivSustainable Tech

Løvens Hule-deltager: Jeg var bange for at blive til grin

Løvens Hule

Kitchen4Kids’ direktør blev dog langt fra gjort til grin af de fem pengestærke serieinvestorer i Løvens Hule. Læs her, hvordan en cand. pæd. psyk. med en skarp holdning til børneopdragelse fik et webshoplager bag vaskemaskinen og blev til “Frau Kitchen4kids” med unikke produkter og community.

Alberte på ni år står koncentreret og snitter gulerødder og agurker med en neongrøn kniv. Hun har et skrigorange forklæde på og matchende kokkehue. Foran hende står hendes mor med hjertet oppe i halsen og kigger ud på fem løver, der afmålt holder øje med hende.

“Huh!  er nervøs,” siger direktør i Kitchen4Kids og mor til Alberte, Dorthe Vogdrup.

“Det skal du ikke være, vi har masser af tid,” skynder serieinvestor og grundlægger af rengøringsvirksomheden Combiservice, Birgit Aaby at sige, og de andre løver følger trop med små, afvæbnende men spidse smil.

Men Dorthe Vogdrup er altså nervøs, for turen ind forbi løverne i Løvens Hule på DR1 skal bare gå godt. Første gang hun stillede op til Løvens Hule sæson ét, takkede hun alligevel nej, da hun blev tilbudt at komme med. Og det gjorde hun også de næste gange, de kontaktede hende.

“Jeg havde set de engelske udsendelser (Shark Tank og Dragons’ Den, red.), og jeg synes, de var lidt grove. Man løber jo en risiko, når man stiller sig op i et tv-program. Man blotter sig. Og jeg var nervøs for at virke som en fuldstændig tosse og blive fremstillet sådan,” indrømmer Dorthe Vogdrup.

Løvens Hule
Dorthe Vogdrup skabte Kitchen4Kids, fordi hun ledte efter en børnevenlig kniv til sin datter. Den fandtes ikke, så hun måtte selv igang

Et webshoplager bag vaskemaskinen

Men Dorthe Vogdrup er ingen tosse. Hendes virksomhed begyndte med en onlinebutik. Det var egentlig ikke fordi, hun gik og drømte om at lave sådan en. Det skete bare, fordi hun syntes, der manglede nogle børneprodukter på markedet.

“Jeg ville have min datter Alberte med i køkkenet, da hun var en 4-5 år. Jeg ledte derfor efter en kniv og kartoffelskræller til børn. Jeg var helt overbevist om, at det var nemt at få fat i. Men det var det ikke,” fortæller Dorthe Vogdrup og en rest overraskelse over dette faktum sidder stadig i stemmen her fem år senere.

På the world wide web kan alt dog findes, og sådan gik det til, at Dorthe Vogdrup begyndte at importere køkkenredskaber til børn og sælge dem i en webshop. Webshoppen var hverken stor eller professionel, men et uskyldigt hyggeprojekt, hvor der var plads til webshoppens lager lige bag vaskemaskinen.

“Men jeg blev irriteret over, at udvalget af køkkenredskaber til børn ikke var større. Og selvom materialerne var fine i de produkter, jeg importerede, så savnede jeg mere bæredygtighed, og jeg synes i det hele taget godt, produkterne kunne laves bedre,” siger Dorthe Vogdrup.

Men af hvem? Jo, såmænd af Dorthe Vogdrup selv. Det fortæller hun også i Løvens Hule, hvor dommerne er imponereed over, at hun både står for hjemmeside, produkt- og brandudvikling.

Bæredygtighed fra speltmor til speltmødre

Som en del af udviklingen af børnekniven havde Dorthe Vogdrup brug for hjælp. Det fik hun fra Scion DTU’s Grønne Iværksætterhus. Med hjælp fra dem fik hun tegnet sit produkt i 3D.

“Selvom designere siger, at det er nemt at bruge 3D, så er det altså ikke rigtigt. For en, der ikke har prøvet det før, kræver det vejledning. Og det fik jeg af Det Grønne Iværksætterhus,” siger Dorthe Vogdrup.

Med hjælpen til at tegne børnekniven i 3D kunne hun få den produceret. Den første kniv var helt almindelig. Senere har hun fået hjælp af en designer hos Det Grønne Iværksætterhus, og fundet ud af, at der faktisk er mange designmuligheder i en kniv. Eksempelvis kan et håndtag både designes, så det er godt at holde ved, og også så det er spændende og fortælle en historie, fortæller Dorthe Vogdrup.

Ved selv at være med til at designe kunne Dorthe Vogdrup designe kniven i et bæredygtigt materiale. Med den type materialer bliver prisen ikke det billigste, men ligesom Dorthe Vogdrup selv er Kitchen4Kids’ kunder speltmødre, fortæller Dorthe Vogdrup:

“Og speltmor er for bæredygtighed. Jeg er selv mor, så jeg tænker selv de samme tanker, som mine kunder: Man vil passe på jorden, så ens børn kan vokse op på en god måde. Det er vigtigt for mig, at netop de produkter, jeg bruger til madlavning er produceret i bæredygtige materialer. Og det er det også for mine kunder, der gerne vil købe produkter af ordenlige materialer til deres børn,” siger hun.

Hos Kitchen4kids behøver en kartoffelskræller ikke at være kedelig. Den kan også være en abe og en kniv kan være en haj.
Hos Kitchen4kids behøver en kartoffelskræller ikke at være kedelig. Den kan også være en abe og en kniv kan være en haj, som eksempelvis sættet her designet af WMF.

 

Ombejlet af løverne

Investorerne i Løvens Hule kan godt lide børnekniven, som Dorthe Vogdrup har udviklet. Faktisk bejler fire ud af fem af investorerne til hende i programmet. For der er udviklingsmuligheder i Dorthe Vogdrups forretning. Udover webshoppen med selv-designede knive er der også skabt et helt Kitchen4Kids-community. Der er nemlig nok at tage fat på i forhold til at få børn i sving i køkkenet, mener Dorthe Vogdrup.

“Alle har en madkulturarv. Selvom jeg elsker også at købe sushi og pizza, så mener jeg, at mine børn skal lære at overleve, og derfor tidligt skal være med i køkkenet. Men de skal ikke tvinges med. De skal inviteres i køkkenet gennem små overskuelige projekter. En ting ad gangen,” siger hun.

Dorthe Vogdrup har en baggrund som cand. pæd. psyk. og det er med den tilgang, hun lokker børn i køkkenet. Og lokker dem til at hjælpe med det praktiske i det hele taget. Både hjemme og i institutionerne .

“Der findes ikke kun curlingforældre. Der er også curling-pædagoger. Tænk sig, at de står der og skære frugten til børnene! Det er da ikke dem, der skal det, det er da børnene, der skal lære at tage ansvar og gøre det,” siger Dorthe Vogdrup fortørnet.

Hun har derfor udrustet den lokale SFO med børnekoste og børneknive, så børnene også kan hjælpe til her.

Netop dette drive tænder særligt én af de fem investorer i Løvens Hule. Det er Tommy Ahlers. Han vil investere 230.000 kroner og til gengæld have 20 procent af virksomheden. Og det takker Dorthe Vogdrup ja-tak til. Ja-takket fandt sted i foråret, og siden da, er det gået fremad med at udvikle forretningen, og nye produkter er på vej på markedet.

Dorthe Vogdrup var med i Løvens Hule II del 1:6 den 1. november. Det kan ses her. Tredje afsnit bliver sendt tirsdag den 15. november kl 20:45 på DR. I programmet giver CEO i Thornico Christian Stadil et af sæsonens største bud, og i morgen kan du læse en artikel med ham her på Trendsonline.dk.

Skriv et svar